JULIVEJRET DRILLEDE FESTIVAL

Skyerne hang tungt over festivalspladsen i Kramnitze, men der var godt salg i madteltet. Foto: Jan Knudsen

Selv om kun søndagen gav rigtig sommervejr, er der tilfredshed med årets festival.

Offentliggjort Sidst opdateret

KRAMNITZE: Selv om kalenderen sagde juli, føltes både fredag og lørdag mere som dage i oktober - og så er det ikke sjovt at have arrangeret stor festival på havnen i Kramnitze. Efter at have været i coronaeksil kunne den store hornfiskefestival i år vende hjem til havnen.

De seneste to år har festivalen været flyttet på camping, men i år kunne coronaen ikke drille, og derfor var kræmmere, tivoli og festtelt tilbage i de vante omgivelser. Det betød også at havnestafetten kunne finde sted i havnen.

Fredagen var bidende kold, og vinden blæste nær skindet af hornfiskene, men alligevel var årets havnestafet godt besøgt. Foto: Jan Knudsen

- Folk har været glade for at vi er tilbage på havnen, og vi synes også selv, at det er dér, at hornfiskefestivalen har hjemme, siger arrangør Martin Rasmussen.

Han kunne dog godt have ønsket sig, at sommeren havde føltes som sommer alle dage.

- Vejret har bestemt ikke været med os, og det har haft betydning for antallet af gæster. Det har blæst meget og været koldt, og derfor ligger vi nok en smule lavere i besøgstal i år, i forhold til 2019, da vi sidst var på havnen, siger han.

De seneste to år har hornfiskefestivalen fundet sted på Western Camp, og måske havde man glemt og aflevere Texas Jack, da man pakkede sammen sidste år. Han sørgede for cowboystemning i festteltet om lørdagen. Foto: Jan Knudsen

- Bortset fra det har det dog været okay, og søndagen rettede op på meget.

Alle 750 røgede hornfisk fik ben at gå på, madteltet kunne også melde om alt udsolgt, og i festteltet har der på trods af det svigtende sommervejr været rigtig festivalstemning i weekenden. Men fredagen var lidt tam.

750 røgede hornfisk blev sat til salg, og de blev alle solgt. Nogle valgte at sætte dem til livs med det samme. Foto: Jan Knudsen

Nu venter så det sidste slid. Et enkelt telt står tilbage, og der er grej som skal flyttes, men det klares i løbet af i dag. Så skal der tælle op og gøres status. Martin Rasmussen glæder sig dog over, at der var mange dygtige hjælpere, som gav masser af hjælp og sikrede festivalen blev en realitet.

- For at få sådan et arrangement til at løbe rundt, skal vi være et sted mellem 60 og 80 mand. Det måtte vi kæmpe lidt for at komme op på, men i 11. time faldt alt på plads, fastslog en tilfreds arrangør af hornfiskefestivalen søndag aften.