Justeret forslag for Axeltorv i høring

Sådan forestiller SLA sig, at torvet kan komme til at se ud. Der er ikke lavet visualiseringer fra andre verdenshjørner af det tilrettede forslag, oplyser SLA. Foto: SLA

Efter den første dialog har arkitektfirmaet nu justeret sit forslag.

Offentliggjort Sidst opdateret

NAKSKOV Høringen om fornyelsen af Axeltorv er nu skudt i gang, og arkitektfirmaet SLA har tirsdag fremlagt et tilrettet konkurrenceforslag.

I konkurrenceforslaget gør arkitekterne det klart, at man skal have mod til at ændre:

"Der er i projektet for det nye Axeltorv taget særligt hensyn til Axeltorvs historiske omgivelser og unikke placering på den mest centrale plads midt i middelalderbykernen. De historiske rammer forpligter og indgyder til en nænsom og respektfuld tilgang til design og formgivning. Samtidig er det dog vigtigt, at der tør justeres på Axeltorvs eksisterende indretning og tilføres nye elementer for samlet set at få et endnu bedre byrum, som er tilpasset et nutidigt behov."

Arkitekterne understreger dog, at de over 100 år gamle huse, som indrammer byrummet, statuen af Christian X og "den robuste nordiske granit, som pryder den centrale del af torvet", stadig vil være de mest markante virkemidler i det nye Axeltorv.

Men som bekendt lægger arkitekterne op til at flytte rytterstatuen. Arkitekterne bemærker nemlig, at placeringen midt på torvet er klassisk for, hvordan man gjorde i 1952, da statuen blev opstillet.

"Tilgangen til, hvordan et skulpturværk og et byrum bedst spiller sammen, har imidlertid ændret sig siden 1952. Fra datidens meget statiske og hierakiske måde at placere skulpturer på har vi i dag en mere dynamisk, fri og demokratisk skulpturforståelse. I dag skal skulpturen således ikke længere samle pladsen og alene være dets højdepunkt. I stedet er det pladsen selv og de aktiviteter, der foregår på den, der spiller hovedrollen", forklarer arkitekterne, som derfor lægger op til at flytte statuen.

"Når rytterstatuen af Christian X vender tilbage til torvet efter endt restaurering, placeres den således i den østlige del af torvet, direkte ud foran Det Gamle Apothek, hvor den vil stå som et visuelt og storslået fikspunkt for enden af Søndergades centerakse og byde velkommen på torvet. Den vil her indtage rummet og stadigvæk være med til at definere Axeltorv."

Skitseforslaget for Axeltorv er nu i høring til 11. april. Resultatet af høringen vil blive behandlet på teknisk udvalg 5. maj.

Sådan foreslår SLA, at Axeltorv bliver indrettet. Foto: SLA