Kadziola har et par måneders arbejde endnu

Der er igen fest ved monumentet Dodekalitten ved sommersolhverv til juni, hvor stenstøtte nummer seks rejses på sin blivende plads. Foto: Bibi Nissen

Stenstøtte nummer seks til Dodekalitten præsenteres til sommer.

Offentliggjort Sidst opdateret

HERRITSLEV/RAVNSBY BAKKER - Næ, er den færdig?

Det tror mange, der ser stenstøtte nummer seks til monumentet Dodekalitten, som billedhuggeren Thomas Kadziola arbejder på ved sit hjem i Herritslev.

Men det er den ikke. Der er et par måneders arbejde i den endnu, fortæller Thomas Kadziola, der i øjeblikket arbejder på halsen på det udhuggede hoved, øverst på stenstøtten.

- Den skal også have klistret klodser på til ører til sidst, som så skal udhugges, og selve soklen står meget groft. Der er faktisk 30 til 40 kvadratmeter, der skal tilhugges, og man skal stå her ved siden af for at forstå, hvor langsommeligt det arbejde er.

- Men jeg er så langt, at jeg tør love den færdig til maj, og den bliver så præsenteret i Ravnsby Bakker ved Dodekalitten ved sommersolhverv, fortæller Thomas Kadziola.

Første mejselhug blev taget i november 2010, og i 2014 blev Baldur og Lodir rejst i cirklen. Ydis kom til i 2016 og L'nir og stenstøtte nummer fem i 2018. Sten nummer fem, der går under navnet Den grå dame, er ikke færdighugget, og er derfor ikke navngivet endnu.

For fonden bag Dodekalitten manger der nu blot indkøb af de to sidste sten til cirklen. Holdet bag monumentet har afsøgt muligheden for at få en labradoriserende, blågrøn sten fra Sydgrønland, en syenit.

- Vi ville få en unik sten. En sten på 3,6 milliarder år, altså det ældste på jorden. Men det kræver, at der åbnes et stenbrud, og det er et uvejsomt sted 179 kilometer fra nærmeste bebyggelse, siger Thomas Kadziola og slutter:

- På Grønland brydes der ikke sten, der sprænges kun sten til vejbrug. Stenen skulle i givet fald flækkes ud i en blok, trækkes ned fra fjeldet og ned på en stor, stabil pram, og sejles til sikker havn, og det vil koste to millioner. Så nu satser vi på, at sten nummer 11 bliver fra Sydnorge, og så må vi se med Grønland. Ideen er ikke lagt helt død.

Billedhugger Thomas Kadziola arbejder på halsen for tiden. Foto: Bibi Nissen