Kæmpe scoop: Lokal festival præsenterer stort navn

Børnenes Dag har vokset sig større og større med årene. Arkivfoto: Claus Hansen

Når Børnenes Dag den 10. august løber af stablen i Dannemare, er det blandt andet med en dansk musiker med stribevis af førstepladser og millioner af afspilninger bag sig på plakaten. Arrangøren kalder det for "en lille endags-børnefestival" - og det hele er gratis.

Offentliggjort Sidst opdateret

DANNEMARE: Børnenes Dag i Dannemare har vokset sig større og større gennem årene.

Det hele begyndte for 15 år siden med et teaterstykke og en hoppeborg. Nu har det udviklet sig til at være en lille endags-børnefestival.

Sidste år kom der mellem 4000-5000 mennesker i løbet af dagen - og hvis vejret bliver godt, kunne der godt være en chance for at komme endnu højere op.

Og når det hele løber af stablen lørdag 10. august i Byparken i Dannemare, bliver det nok med det hidtil største navn på scenen i arrangementets historie.

Topkunstner

Den danske musiker Gobs, som åbnede dette års Dølle, og som har ligget nummer et på hitlisterne adskillige gange, lægger nemlig vejen forbi Sydvestlolland.

Anne Pedersen, der er formand for Dannemare & Omegns Landsbylaug, som arrangerer dagen, lægger ikke skjul på sin begejstring over at hive så stor en fisk i land.

Musikeren Gobs kommer til Dannemare. Pressefoto

- Der føler vi jo, at vi er ufatteligt heldige - at han har sagt ja til at ville os. Gobs tiltrækker både teenagere og endda også et lidt ældre publikum. Ham skal vi forvente, at der er rigtig mange, der kommer til. Jeg håber i hvert fald, vi kan få fyldt pladsen godt op, siger hun og fortæller, at der er noget for børn i alle aldersgrupper.

- Nu havde vi Gurli Gris sidste år til de helt små, og det var en stor succes. I år har vi Paw Patrol til de helt små, som er et lige så stærkt brand, forklarer formanden.

Artiklen fortsætter efter billedet...

Sidste år var Gurli Gris et hit blandt de mindste. Arkivfoto: Lars Dalsig

Gratis for alle

Udover hoppeborg og optrædener lokkes der også med, at man kan møde alle kunstnerne bagefter og få en autograf og en selfie, hvis man har lyst til det.

Program for "Børnenes Dag i Dannemare"

Børnenes Dag i Dannemare foregår lørdag den 10. august fra klokken 11-18 i Byparken.

Klokken 11.30: Paw Patrol

Klokken 13.30: Helle's Dans & Motion

Klokken 14.30: Mads Christian

Klokken 16.30: Gobs

Hele dagen er der hoppeborge med fem forskellige hoppeaktiviteter.

Lolland-Falster Brandvæsen og brandkadetterne kommer og er på pladsen.

Ligesom resten af herlighederne - udover mad og drikke - er det kvit og frit. Det var netop i den ånd, det hele blev startet op for 15 år siden af en lokal børnehaveleder.

- Vi skal ikke tjene penge på det som en eller anden Roskilde Festival. Vi skal gerne have et lille overskud på det, og det får vi på salg af mad og drikke. Alt overskud gemmer vi til næste år. Nogle kunstnere er trods alt dyrere end andre - og sådan en som Gobs er i den dyre ende, griner Anne Pedersen og fortæller, at det er takket være omkring 100 sponsorer, at det overhovedet kan lade sig gøre at holde "Børnenes Dag".

Og målet er som minimum at nå sidste års niveau - hvor regn endda ødelagde den sidste del af dagen.

Der føler vi jo, at vi er ufatteligt heldige - at han har sagt ja til at ville os.

Anne Pedersen, formand Dannemare & Omegns Landsbylaug

- Hvis vi bare kan komme op på det samme som sidste år, er vi glade. At en lille by som Dannemare kan få folk til at komme langvejs fra - det er bare alletiders, siger formanden for Dannemare & Omegns Landsbylaug.

Sebastian Klein var også et trækplaster i 2024. Arkivfoto: Lars Dalsig