KÆMPESOMMERHUSE PÅ TALE I KRAMNITZE

Skanlux har i forvejen bygget fire sommerhuse i Fyrrelunden i Kramnite til boligprogrammet ”Sommerdrømme.” De er dog kun på 96 kvadratmeter hver. Foto: Jan Knudsen

Skanlux vil bygge fire huse på 285 kvadratmeter hver.

Offentliggjort Sidst opdateret

KRAMNITZE: Debatten om der skal ligge kæmpesommerhuse i gængse sommerhuskvarterer, starter formentlig nu også på Lolland.

Konkret har Lolland Kommune modtaget en ansøgning fra Skanlux om at bygge fire store sommerhuse på hver op til 285 kvadratmeter ved området Fyrrelunden, hvor firmaet før har bygget fire sommerhuse, der var med i tv-udsendelen "Sommerdrømme." De er dog kun på 96 kvadratmeter hver. Så de af Skanlux ønskede huse vil blive tre gange så store.

I Marielyst Ferieby ved Bøtø har Skanlux' såkaldt poolhuse været stærkt omdiskuteret både blandt de øvrige beboere i feriebyen og politisk. Firmaet ønskede at bygge huse, der var op til  375 kvadratmeter store, men kommunes byggetilladelse landede på 253 kvadratmeter.

Så husene i Kramnitze bliver i givet fald større end dem i Marielyst Ferieby.

Lolland Kommune har vurderet, at byggeriet i Kramnitze vil kræve en lokalplan for området.

Kommuneplan må ændres

I kommuneplanen er der fastlagt rammer for udarbejdelse af lokalplaner for nye sommerhusområder. De fastlægger blandt andet, at udover de til sommerhusene hørende haver skal der udlægges minimum 30 procent rekreative arealer af det samlede areal. Desuden er der i den nuværende ramme en maksimal  byggehøjde på 5 meter.

Skanlux ønsker en ændring, så der kan ses bort fra kravet om 30 procent rekreative arealer, samt at den maksimale byggehøjde hæves til 8,5 meter.

Da dette er en væsentlig ændring ændring af kommuneplanen, skal der forud for udarbejdelse af lokalplan og kommuneplantillæg indkaldes idéer og forslag. Det sker nu ved udsendelse og offentliggørelse af "Ideoplæg for store sommerhuse ved Fyrrelunden", der kommer i høring i otte uger. Der skal også holdes borgermøde, har klima,- teknik og miljøudvalget besluttet på sit møde mandag.

Kommunen er i øvrigt ved at få udarbejdet en sommerhusanalyse, der skal kortlægge, hvor der kan placeres store sommerhuse, fremgår det af sagen. Den forventes færdig i slutningen af 1. kvartal 2023.

Åben indtil videre

Formanden for udvalget, Venstres gruppeformand Tine Vinther Clausen, siger til Folketidende, at udvalget indtil videre er åben overfor ønsket:

- Vedrørende resort-projektet på Lidsø, som jo ikke ligger så langt fra Fyrrelunden, er der jo også ændret på størrelse og højde i forhold til det, der eller har været det gængse. I udvalget er vi åben overfor alt, der kommer forbi vores dør, hvis det er lovligt, og vi forholder os først til det, når vi har hørt, hvad folk siger til det, siger udvalgsformanden.

Næstformanden Muj Berisha (S) siger som formanden, at de er positive overfor at sætte processen i gang:

- Vi afventer så høringssvarene og så må vi se, hvad det bliver til.