KÆRESTE MELDTE SKODA-GLAD NARKOBILIST TIL POLITIET
Foto: Anders Knudsen
Anders Knudsen
Mand er blevet dømt for narkokørsel og for uden tilladelse at hæve penge på en venindes hævekort.
LOLLAND: En 31-årig mand, der har haft bopæl på Saxenhøj, har ved Retten i Nykøbing fået en dom på 80 dages betinget fængsel. Den 31-årige var tiltalt for 10 forhold og erkendte sig skyldig i dem alle.
De fleste af forholdene handlede om forskellige former for ulovlig bilkørsel. Manden var i oktober 2018 blevet frakendt førerretten i tre år, men blev 24. marts 2020 fotograferet i en Skoda Octavia på Vestre Landevej i Nørreballe, hvor han blev målt til at køre 71 kilometer i timen, selvom man på det sted højest måtte køre 50 kilometer i timen.
2. april 2020 var han ude at køre igen - i en anden bil, som dog også var en Skoda Octavia - da han blev stoppet på Nakskovvej i Horslunde. Betjentene tog ham med til politistationen i Nakskov, og her fik han udtaget en blodprøve, der viste, at han var påvirket af THC - det aktive stof i cannabis.
18. april og natten til 19. april 2021 sad han endnu en gang bag rattet i en bil - en tredje Skoda Octavia, han havde stjålet fra sin kæreste i Sorø. Hun var gået i seng, da han uden at spørge hende tog nøglerne og kørte i bilen til Sønderskovhjemmet på Østlolland.
Hash og amfetamin
I retten forklarede han, at han ikke troede, hun ville ringe til politiet, men det gjorde hun. Og lidt efter klokken 5 om morgenen kom politiet til Sønderskovhjemmet, og en blodprøve viste, at han var påvirket af MDMA. Derudover var han i besiddelse af en foldekniv og 2,81 gram amfetamin.
Det sidste forhold handlede om ”databedrageri”, fordi han 20. december 2021 misbrugte en venindes dankort til at hæve 2600 kroner. I retten forklarede han, at han på det tidspunkt boede på Saxenhøj, hvor han i en periode hjalp en veninde, som han røg joints sammen med, med at købe ind. Hun havde givet ham en indkøbsliste og dankortet med kode og bad ham hæve 2600 kroner.
Men den 31-årige, der var påvirket af både hash og amfetamin, beholdt pengene og brugte dem på amfetamin.
Bøde nedsat
Ud over dommen på 80 dages betinget fængsel med en prøvetid på to år blev han idømt en bøde på 1500 kroner - en bøde, der kunne have været større, men blev nedsat, fordi sagen har været så længe om at komme for retten. Derudover blev han frakendt førerretten i syv år, ligesom han fik konfiskeret foldekniven og amfetaminen.
I et år skal han i øvrigt være under tilsyn af Kriminalforsorgen og - hvis Kriminalforsorgen bestemmer det - undergive sig behandling mod misbrug af euforiserende stoffer. Og så skal han i øvrigt også betale sagens omkostninger.
Manden har valgt at modtage dommen.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde