- Kald mig nu ikke for en rappenskralde

- Kald mig nu ikke for en rappenskralde. Det er der nogen, der gør. Og måske er der lidt om snakken. Jeg har altid været tilhænger af faste holdninger. Det har man i Dansk Folkeparti. Og man skal stå ved, hvad man siger.

At hun så af mange med tilknytning til blandt andet Dannelunde Skole kaldes farmor, er med til at udtone billedet.
Connie Hansen, formand for Dansk Folkeparti på Lolland, storsmiler da også, og der er glimt i øjet. Hun sidder i sin sorte lædersofa i hjemmet i Dannemare omgivet af gravhunden Miki og hankatten Misser.

Misser har ellers været ude at sondere haven, men har skyndt sig ind, for nu er der kommet fremmede.
- Han er så frygtelig nysgerrig, siger Connie, men efter et venskabeligt klap og kæl ryger Misser og Miki lidt i totterne på hverandre for ligesom at bevise det der med at leve som hund og kat.

De falder nu hurtigt til ro, mens Connie betror os, at børnebørnene, børnene, Miki og Misser er hendes et og alt, efter at hun alt for tidligt mistede sin mand og blev alene.
Og selv er hun heller ikke gået ram forbi på livets landevej. Hun fik en hjerneblødning og måtte tilkendes pension.
- Heldigvis har jeg ingen betydelige mén i dag, men i halvandet år var jeg lænket til en rollator.
- Så får man virkelig indblik i, hvad det vil sige at være handicappet, siger hun.

Hun har netop deltaget i Dansk Folkepartis landsmøde i Jylland og en sådan køretur er både lang og trættende, men hun har det politiske siddende lige under huden. Derfor sagde hun også ja til at blive lokalformand og nu også til at stille op til kommunalvalget.
- Den politiske interesse har jeg haft altid, men det var først i 1998, vi besluttede os for at melde os ind i Dansk Folkeparti, og beslutningen var egentlig lidt affødt af nogle unge indvandrere i Nakskov, som gik rundt i laksko og holdt lidt meget hof, mens vi sendte vore egne unge ud for at slå ihjel.
- Da tænkte jeg, at man måtte kunne gøre noget politisk, og i Dansk Folkeparti holder vi meget af Dannebrog. På soldaternes nye flagdag sendte jeg også en støttemail og fik en tak tilbage, fortæller Connie Hansen.

Blandt hendes absolutte mærkesager er en styrkelse af hjemmeplejen.
- Jeg tror, hjemmehjælperne og visitatorerne har behov for uddannelse. Hjemmeplejen skal have bedre vilkår. Som tingene har fungeret, er det synd både for hjemmehjælperne og de ældre, og måske er der for mange ledere og mellemledere

Hun mener også, det er vigtigt at holde skatten i ro og er direkte imod forblommede valgløfter.
- Det er så let at love, men bukserne skal altså også kunne holde, men det er vigtigt, at vi får et sundhedscenter i Nakskov i tilknytning til sygehuset. Det i Maribo fungerer perfekt. Og det er vigtigt med et godt akutberedskab, siger hun.

Hun vil også slå et slag for landsbysamfundene, øerne og de små, tilbageværende skoler.
- Det er en dødssynd at lukke Vestenskov Skole, og vi ser, hvad der sker mange steder. Landsbyerne lider, når skolerne lukkes. På samme måde skal vi støtte det lokale, aktive foreningsliv bygget op af mange frivillige. De kan slet ikke undværes i en velfungerende kommune, og det er egentlig så lidt der skal til.

Connie Hansen slår også gerne et slag for, at børnene i skolen lærer mere om dansk kultur end nu. På den politiske ønskeseddel står der også flere små og mellemstore virksomheder, en fortsat satsning på energi- og miljøområdet og en udvikling af den lokale turisme.

Foto: Foto©Jan Knudsen

Partiet står ved, hvad det siger, og det gør Connie Hansen også.

Offentliggjort Sidst opdateret