KAMPEN OM STEMMERNE INDLEDT I GÅGADEN

Socialdemokraternes kandidat i Lolland-kredsen, folketingsmedlem Kasper Roug, i samtale med Linda Nielsen på gågaden i Nakskov. Flankeret af de lokale socialdemokrater Leif Utermöhl og Muj Berisha. Foto: Nils Lund Pedersen

Lørdag var det lokalt valgte folketingsmedlem Kasper Roug på gaden i Nakskov for at tale om politiske temaer.

Offentliggjort Sidst opdateret

NAKSKOV: - Nå, så er de i gang igen ...

Klokken er lidt over 10 lørdag formiddag, da Ole Kofod stopper sin cykel i gågaden i Nakskov og nøgternt konstaterer, at nu er kampen om stemmerne frem mod det forestående folketingsvalg for alvor gået i gang.

Foran ham er det socialdemokratiske folketingsmedlem Kasper Roug godt i gang med stemmekapringen, flankeret af de lokale socialdemokrater Leif Utermöhl og Muj Berisha, og med en solid bunke flyers om ”Arne-pensionen” i hånden.

- Jeg er glad for at se politikerne på gaden, det hører med til en valgkamp. Og det bliver godt nok spændende denne gang. Kan Mette bevare magten? Hvad med Pape? Og De Radikale, hvad finder de mon på?

Ole Kofod i politisk samtale med Kasper Roug. Foto: Nils Lund Pedersen

Ole Kofod har mange tanker om det politiske liv. Selv overvejer han Kristendemokraterne - men intet er vist afgjort på forhånd for den lokale vælger, der snart er i samtale med Kasper Roug på den allerede godt lune gågade - og snart skifter en politisk flyer hænder og ryger ned i tasken i cykelkurven.

Uforudsigeligt valg

- Godt nok er valget ikke udskrevet, og ingen - vel bortset fra statsministeren, hvis hun overhovedet har sat den - kender datoen. Men nu begynder vi i hvert fald vores valgkamp her på Lolland og vil hver lørdag være på gader og stræder forskellige steder i Lolland Kommune. Vi har mange temaer, vi gerne vil præsentere for vælgerne, fortæller Kasper Roug med sine ”Arne-pension”-flyers i hånden.

Men alt kan debatteres og diskuteres, når det lokalt valgte folketingsmedlem møder de lokale borgere. For nok handler politik om forskellige partier, holdninger og værdier - men det handler også om i fællesskab at give Lolland-Falster en markant og forenet stemme i landspolitikken. Og her får Kasper Roug et bekymret udtryk i ansigtet.

Ingen kender endnu valgdagen, men valgkampen er i gang. Foto: Nils Lund Pedersen

- Det er svært at forudse valget, fordi der er så mange ubekendte i spil. Hvordan smitter målingerne af lokalt? Både for os i Socialdemokratiet, men bestemt også når det gælder Venstre og Dansk Folkeparti? Vil de kunne få en lokal stemme valgt ind i Folketinget? Hvad med Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne - vil det mest blive et jysk fænomen? Hvad med De Konservative - vil de mærke effekten lokalt? Og i Socialdemokratiet siger Lennart Damsbo jo stop som folketingsmedlem valgt i Guldborgsund-kredsen - kan den nye kandidat nå at slå sit navn fast blandt den bredere vælgerskare? Jeg ved af erfaring, at den slags tager tid og kræver et stort fodarbejde.

Det er svært at forudse valget, fordi der er så mange ubekendte i spil.

Kasper Roug

Politikere i gaden

Overvejelser er der nok af her på kanten til et uforudsigeligt valg, men knofedt og engagement er der også rigeligt af denne formiddag i gågaden i Nakskov og senere foran Menys indgangsparti.

- Der er så mange vigtige ting, vi gerne vil snakke med vælgerne om. Rute 9, busforbindelserne og udligningsordningen. Blot for at nævne nogle. Og det går vi i gang med nu og frem til valgdagen - hvornår den så måtte komme, lyder det fra Kasper Roug, der afleverer endnu en flyer.

Modtager er Linda Nielsen fra Nakskov, der med sin rollator bevæger sig gennem gågaden.

- Det er fint at se politikerne i gaden. Selv har jeg svært ved at læse, men så er det fint at kunne snakke med dem en dag som i dag.