Kede af konfirmationskaos

Melanie går i syvende klasse på Sankt Birgitta Skole. Julie går i 3.g. på Maribo Gymnasium. Foto: Ingrid Riis

En udskudt konfirmation og gallafest har udfordret planlægningen hos familien Salewski.

Offentliggjort Sidst opdateret

HILLESTED Det skulle have været et rigtigt festår i familien Salewski med en konfirmation og en gallafest i foråret og et studentergilde til sommer. Men så kom corona-krisen og vendte op og ned på alle planer.

14-årige Melanies konfirmation, som skulle have fundet sted lørdag 9. maj klokken 10 i Maribo Domkirke, blev aflyst - ligesom alle forårets konfirmationer i hele landet.

Så nu må kjolen blive hængende på bøjlen, i hvert fald i nogle måneder endnu, frisørtiden er afbestilt, festlokalet ligeså - og heldigvis var hverken køretøjet fra kirken eller maden bestilt endnu. Det fortæller Linda Salewski, som blev kastet ud i et rent planlægningskaos, da konfirmationen blev aflyst.

- Vi har nu fået en ny dato, som er lørdag 29. august, men den passer faktisk dårligt, fordi Melanie både har en fætter og en bonusfætter, der skal konfirmeres samme dag, siger hun og tilføjer:

- Vi havde planlagt det, så det gik op. Nu går det ikke op.

Det betyder, at når Melanie er blevet konfirmeret, så skal hun, i stedet for at fortsætte til sin egen fest, hjem at skifte og til fætterens fest. Ugen efter, lørdag 5. september, skal hun så trække i konfirmationskjolen igen, for der bliver hendes egen fest holdt.

- Det betyder, at hun skal have sat hår to gange. Det løber jo op, siger Linda.

Hun er desuden bange for, om Melanie overhovedet vil kunne passe konfirmationskjolen til den tid. For den blev købt allerede i efteråret sidste år, hvilket så næsten er et helt år, før den skal på til konfirmationen, påpeger hun.

Det har også været en kamp at finde et nyt lokale at holde festen i. Det var nemlig bestilt tre år i forvejen og var desværre ikke ledigt på den nye dato.

- Jeg har ringet rundt, der er desværre ikke så mange muligheder hernede, siger hun.

Især ikke når det helst skulle have rummet værelser til gæster langsvejs fra. Det bliver nu umuligt.

Derudover har der været en kompliceret afstemning af datoer i forhold til Melanies veninder, da de gerne vil have det planlagt sådan, at de kan deltage i hinandens fester.

Men budgettet på omkring 25.000 kroner ser ud til at holde, for noget bliver lidt dyrere nu, og andet lidt billigere, siger Linda.

Også 18-årige Julie er ked af sin udskudte gallafest, og oveni spekulerer hun på, om hun overhovedet kommer til at holde studentergilde til sommer.

14-årige Melanie havde glædet sig rigtig meget, så hun er ked af den udskudte konfirmation. Hun synes også, det er lidt uoverskueligt, at der nu skal gå så lang tid. Foto: Ingrid Riis
- Jeg oplever det virkelig frustrerende og hektisk, siger Linda (i midten). Hun brugte hele forrige weekend på at ringe rundt til alle på gæstelisten og til stort set samtlige lokale udlejere af lokaler. Foto: Ingrid Riis