Kigger på at åbne nødpladser

Foto: Per Houby, arkivfoto

Som smittetrykket bare stiger og stiger i Region Sjælland, bliver kommunerne, herunder også Lolland, pålagt nye tiltag for at kunne klare alle eventualiteter.

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND Smittetallet stiger hele tiden. Det betyder, at Region Sjælland 30. december går i såkaldt "beredskabsniveau 4". Det sker som svar på det tiltagende smittetryk, der plager regionen her kort før det nye år. Men selvom regionen som helhed er hårdt presset, er der i Lolland Kommune stadig ikke så mange smittede, at der på nuværende tidspunkt er behov for at gøre en ekstraordinær indsats for at finde plads til de smittede, fortæller Thomas du Plessis de Richelieu, direktør i Lolland Kommune med ansvar for ældre- og sundhedsområdet.

- Vi er gået i gang med at planlægge, hvordan eventuelle nødpladser skal placeres, men det er en proces, der er under afklaring, så vi er ikke helt klar med en endelig udmelding på nuværende tidspunkt. Men her i Lolland Kommune er smitten heldigvis på sådan et niveau, at vi ikke er i nærheden af at skulle tage eventuelle nødpladser i brug, fortæller Thomas du Plessis de Richelieu.

Når Region Sjælland nu træder ind i beredskabstrin fire, betyder det i praksis, at endnu mere sygehuspersonale flyttes fra deres nuværende arbejdsopgaver til at tage sig af covid-patienter. Ligesom trin fire var et nyt defineret trin i regionens beredskabsplan efter en voldsom stigning i antallet af indlagte i løbet af december, forbereder Region Sjælland sig på et nyt trin fem, hvis den negative udvikling skulle fortsætte.

- Vi har på nuværende tidspunkt ikke haft nogen nødudskrivelser af borgere endnu. Vi regner med at kunne håndtere borgerne enkeltvis, hvis det skulle blive aktuelt, men vi planlægger selvfølgelig allerede nu et eventuelt niveau fem, forklarer Thomas du Plessis de Richelieu.