Kim Fournais' kæmpeprojekt bremset: Nu får han bred opbakning - "det er besynderligt"

Kim Fournais er ejer af Vejrø og ærgerlig over, at Kystdirektoratet har sagt nej til nogle byggerier på øen. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Formanden for Sammenslutningen af Danske Småøer, borgmesteren i Lolland Kommune og Danmarksdemokraternes politiske ordfører er alle enige om, at det er galt, når myndighederne siger nej til byggerier på Vejrø.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Jeg forstår godt, at Kim Fournais er frustreret.

Sådan siger Kirsten Sydendal, der er formand for Sammenslutningen af Danske Småøer ovenpå Folketidendes artikler mandag om Kim Fournais kamp for at få lov til at udvikle Vejrø. En kamp, der har stået på i årevis og møder modstand på grund af reglerne om strandbeskyttelse. Og en kamp, som Sammenslutningen af Danske Småøer genkender fra mange andre øer.

- Jeg håber, det lykkes for ham at få byggeprojekterne i gang. Når man tænker på, at Vejrø tidligere har været beboet med mere end 50 personer og haft skole, købmand og mejeri, så er det besynderligt, at det skal være så svært at genrejse nogle af de bygninger, som øen havde tidligere - endda med en ejer, der vægter bæredygtighed så højt, tilføjer Kirsten Sydendal.

Sådan kan Nygård komme til at se ud, hvis Kim Fournais og Vejrø ApS får lov at opføre bygningen. Men Kystdirektoratet har sagt nej, og det har ikke hjulpet at klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Visualisering

Vejrø-sagen får hende til at rette en anklagende finger mod Christiansborg:

- Det giver et tydeligt signal om, at småøerne ikke dør hen af sig selv. Det er menneskeskabte regler og beslutninger, som presser vores øsamfund.

Det er menneskeskabte regler og beslutninger, som presser vores øsamfund.

Kirsten Sydendal, formand, Sammenslutningen af Danske Småøer

Afskrækker ikke

Hvis det stod til borgmester Holger Schou Rasmussen (S), skulle Vejrøs ejer, Kim Fournais, have lov til at gennemføre de byggerier, som først Kystdirektoratet og siden Natur- og Miljøklagenævnet har sagt nej til.

- Der er ikke er noget af det, som jeg har været præsenteret for, som de vil lave på Vejrø, der på nogen måder afskrækker mig, eller som jeg synes, svækker naturen i nævneværdig grad. Så det er i hvert fald ikke kommunen, der stiller forhindringer op og skriver klager til Miljøklagenævnet om, at vi synes, at det her er for meget, eller noget som helst, siger han og giver sin opbakning til Kim Fournais' arbejde med at udvikle Vejrø til en destination med vægt på luksus og bæredygtighed.

- Det er et fantastisk projekt, han har gang i, fordi den der ø ville bare have ligget hen som den der skraldeplads, hvis han ikke havde taget over på det. Jeg er meget positiv tilhænger af det, han foretager sig derovre. Vi synes faktisk, at det er gode tanker, de har om at lave bæredygtig turisme derovre. Nu vil han forsøge at få sit resort til at bringe naturen nærmere til mennesker, og det synes jeg faktisk, at han gør på den rigtige måde. Han har jo lavet en rent økologisk ø uden sprøjtemidler. Han forsøger at lave rent grøn omstilling derovre. Men jeg synes godt nok, at han bliver mødt af rigtig mange forhindringer, bemærker Holger Schou Rasmussen.

Ved havnen på Vejrø vil Kim Fournais og Vejrø ApS gerne opføre et sejlerhuset - bygningen i det øverste venstre hjørne på visualiseringen her. Men Kystdirektoratet har sagt nej, og Miljø- og Fødevareklagenævnet har stadfæstet afslaget. Visualisering

Vildt imponerende

På Christiansborg deler Danmarksdemokraternes politiske ordfører begejstringen.

- Det er vildt imponerende, hvad han har fået stablet på benene derude, siger Susie Jessen om Kim Fournais' arbejde med Vejrø.

Sådan skulle Sejlerhuset indrettes, hvis Kim Fournais og Vejrø ApS kunne få lov. Tegning

Det er et arbejde, som han gerne vil fortsætte med en række byggerier, men som han bliver begrænset i af reglerne om strandbeskyttelse.

- Det er selvfølgelig ærgerligt, når sådan nogle strandbeskyttelseslinjer stopper for udvikling på den måde, som det gør her. For så vidt jeg er orienteret, har der ikke været så meget at beskytte fra starten af, da han flyttede ind på øen, siger hun og fastslår, at hun vil tagen op på Christiansborg.