KIN ER KOMMET TIL LOLLAND - JOHANNE ER PÅ VEJ TIL TAIWAN

Kin Shinapat Jaturasangpairoj er kommet til Danmark fra Thailand. Han skal være i Danmark i et år, og er netop begyndt på Maribo Gymnasium. Foto: Anders Knudsen

Efter en pause i udvekslingsprogrammet er der atter gang i unges rejser mellem landene. Kin er kommet til Lolland, mens Johanne er på vej til Taiwan.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIBO: Da coronaen lagde sig som et tæppe over hele verden, og flytrafikken gik i stå, var det også for en tid farvel til at unge tog på udvekslingsophold andre steder i verden. Sådan er det ikke længere, og Maribo-Rødby Rotary Klub har netop modtaget sin første udvekslingsstudent efter coronatiden, og om et øjeblik sender klubben også en ud i verden.

Thailandske Kin Shinapat Jaturasangpairoj landede i Danmark 7. august, og er netop begyndt på Maribo Gymnasium. Egentlig ville han helst have været til Japan, men det fik han ikke lov til af sin mor. Hun mente ikke, at han skulle rejse til et anden asiatisk land, men i stedet for skulle vælge Europa.

Udvekslingsstudent gennem Rotary

  • For at blive sendt ud som udvekslingsstudent gennem Rotary, skal man være fyldt 16 år inden 31. december i det år man rejser ud, og man må ikke være fyldt 18 år.
  • Udvekslingsstudenterne forventes at være goodwill-ambassadører for Danmark, og skal fortælle om deres hjemland, når de er afsted.
  • I 2022-23 kostede det 49.000 kroner at blive sendt ud, men prisen fastsættes én gang om året. Det dækker blandt andet flybilletter, forsikring, ophold og skolegang, men dækker ikke eksempelvis visum, skoleuniform, lokale rejser og ture eller sprogundervisning.
  • Hvis man vil afsted næste år, skal ansøgningen til Maribo-Rødby Rotary Klub være sendt senest 1. september. Den udfyldes på Rotarys hjemmeside: www.rotary.dk/yep/begynd-din-ansogning
Kilde: Rotary.dk

- Jeg havde Tyskland som førsteprioritet, Danmark som nummer to og ellers bare et andet land i Europa, fortæller han.

Endnu er mødet med Danmark så nyt, at han har svært ved at sætte ord på oplevelsen.

- Vejret er godt, og jeg er kommet i en god skole, forklarer han, og fortæller, at han har været på et introforløb med andre udvekslingsstudenter.

Matematikken er nemmere i Danmark

Efter en uge på skolebænken har han bemærket, at matematikken skiller sig ud - ligesom de manglende skoleuniformer gør det.

- Mit første indtryk er, at matematikken er nemmere i Danmark end i Thailand, mens fysik og kemi er på samme niveau.

Mange siger, at det er forkert at få et kulturchok, men jeg glæder mig til at komme ud og tænke: Hvor er det her bare spøjst, anderledes eller mærkeligt.

Johanne Wojcik

Selve skoledagen adskiller sig også markant.

- I Thailand har vi otte forskellig fag om dagen, men her har vi kun omkring fire. Det er nok den største forskel.

Kin Shinapat Jaturasangpairoj håber, at opholdet i Danmark ikke bare giver en masse gode oplevelser og nye venner.

- På det personlige plan håber jeg at udvikle mig meget i det kommende år.

Håber på et kulturchok

Mens Kin Shinapat Jaturasangpairoj allerede har taget hul på et nyt kapitel i sit liv, er Johanne Wojcik ved at tage afsked med venner og familie i Danmark. Hvad der venter hende på den anden side af kloden, har hun ikke gjort sig store forventninger om.

- Jeg tror, at når man på den måde rejser ud et helt år, kommer man til at opleve nogle ting, som man alligevel ikke havde forventet, forklarer hun.

Håbet er dog at få et stort kulturchok, når hun bytter lille Lolland ud med øriget i Stillehavet. Fra at vokse op på en ø, med langt til naboerne, kommer Johanne Wojcik til et land med en helt anden befolkningstæthed. På Lolland bor der gennemsnitlig lidt mere end 48 personer pr. kvadratkilometer, mens tallet i Taiwan er over 730. Landet har da også flere end 25 millioner indbyggere.

Ved at vælge Asien som sit mål, håber Johanne Wojcik at få det kulturchok, som er et af hendes mål med udvekslingen. Foto: Anders Knudsen

- Mange siger, at det er forkert at få et kulturchok, men jeg glæder mig til at komme ud og tænke: Hvor er det her bare spøjst, anderledes eller mærkeligt.

Sproget i Thailand er mandarin, og det er noget af det første, som Johanne Wojcik skal have styr på, når hun i denne uge lander i Asien. Målet var dog helt fra start at komme til Østen.

- Jeg havde Korea som min førsteprioritet, Japan som nummer to og Taiwan som nummer tre, forklarer hun.

Søsteren Laura rejste i 2019 til Japan, og var blandt de mange udvekslingsstudenter, der for tidligt måtte afbryde opholdet i udlandet, fordi coronaen lukkede verden ned.

- Japan var over Taiwan fordi vi så kunne tale japansk sammen, når jeg kom hjem, og det kunne have været god underholdning, siger hun og griner.

Familien kan ikke engelsk

Ved netop at søge Asien har Johanne Wojcik, der blev færdig med folkeskolen før sommerferien, netop søgt efter at få det kulturchok, som hun gerne vil have.

- Havde jeg valgte Amerika, havde det nok været noget andet end Danmark, men der havde også været mange ligheder. I Asien kan det næsten ikke blive mere modsat. Det er så omvendt, og jeg vil gerne bryde med de hjemlige grænser.

De to udvekslingsstudenter fik lov til at prøve kræfter med golfsporten, da de var med til møde i Maribo-Rødby Rotary Klub. Foto: Palle Nevad Frandsen

Som udvekslingsstudent gennem Rotary, bor man hos flere familier i løbet af året, men Johanne Wojcik har for længst rakt ud til sin kommende værtsfamilie.

- I de første par måneder svarede de dog slet ikke på min mails. Det viste sig, at det var fordi de slet ikke forstår et eneste ord engelsk. Mit mandarin er nærmest kun goddag og farvel, så efterfølgende har jeg skrevet via google oversæt.

Allerede nu føler hun dog, at hun er blevet taget godt imod i familien, selv om hun stadig er i Danmark. Blandt andet har de givet hende et taiwanesisk navn, der viser, at hun er en del af sin nye familie.

Politiske spændinger i Taiwan

Oplevelsen med søsteren, der blev hentet tidligt hjem, og de lukkede udvekslinger, havde fået Johanne Wojcik til at være lidt nervøs for, om coronaen ville ødelægge udvekslingen. Havde den gjort det, var hun parat til at vente et år mere, for oplevelsen ville hun have.

- Nu er det så ikke coronaen, der truer længere. Nu er det Kina. Jeg tænker dog, at det nok skal gå, og jeg vil nægte at tage hjem, siger den unge pige, med henvisning til den spændte politiske situation omkring Taiwan.

Når Johanne Wojcik næste år kommer hjem fra sin tur til Taiwan, er det tanken at hun skal begynde på Maribo Gymnasium.