Kioskejer efter endnu en milliongevinst: - Det er fedt

Jimmi Vinther og hans hustru Netnada Vinther ejer Kiosken Rødbyhavn, hvor man endnu engang har oplevet at sælge en lottokupon, der udløse en milliongevinst. Reklamechecken til højre i billedet stammer fra sidste gang, ,der blev solgt en stor vinderkupon i kiosken. Privatfoto

For anden gang på blot et halvt år har en kiosk i Rødbyhavn solgt en lottokupon, der viste sig at indeholde en milliongevinst. I sidste uge havde de også en stor gevinst i Landbrugslotteriet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Noget kunne tyde på, at Kiosken Rødbyhavn, der ligger i Havnegade i Rødbyhavn, er et godt sted at købe sine lotto- og lotterikuponer.

Som Folketidende skrev i går, søndag, har kiosken solgt en kupon, der lørdag aften blev trukket ud som en af to vindere i Millionærchancen i forbindelse med den ugentlige lottotrækning hos Danske Spil, hvor vinderne får en million kroner hver.

De to vindere af Millionærchancen udtrækkes blandt samtlige af ugens spillede rækker, så sandsynligheden for at være en af de heldige er begrænset.

Kiosken havde ikke åbent i går søndag, og da Folketidende taler med indehaver Jimmi Vinther mandag ved 9.30-tiden, har kiosken blot haft åbent i en halv times tid, men han forventer, at gevinsten vil lokke flere kunder til kiosken de kommende dage end normalt.

- Det er fedt at opleve. Og jeg har da allerede set, at der er nogle, der har skrevet, at det godt kunne være, de skulle starte bilen og køre herned. Det giver flere kunder, og det er noget, folk snakker om, når de kommer i butikken. Jeg kan da huske fra sidste gang, at vi kunne mærke, at vi fik lidt flere kunder, fortæller Jimmi Vinther.

Ikke første gang med store gevinster i kiosken

Det er nemlig ikke første gang, at der er vundet store gevinster på kuponer, som er købt i Kiosken Rødbyhavn.

I august sidste år vandt en heldig lottospiller ikke mindre end syv millioner kroner på en kupon, der var købt i Jimmi og hustruen Netnadas kiosk på Sydlolland. 

Og i april 2006 vandt en lottospiller 1,2 millioner på en kupon fra Kiosken Rødbyhavn.

Men det stopper ikke her. For i sidste uge havde man også en gevinst på 10.000 kroner i Landbrugslotteriet.

- Jeg ved sgu ikke, hvorfor vi er så heldige, men det giver jo noget interesse og også lidt omtale. Da vi havde gevinsten med de syv millioner, var det noget, folk blev ved at snakke om i 14 dage til tre uger efter, at gevinsten er udtrukket. Det kan vi ikke klage over, siger Jimmi Vinther, som godt kunne fornemme, at der var noget i gære, da Danske Spil ringede til ham søndag formiddag.

Det vides endnu ikke, hvem lørdagens heldige vinder er, men hos Danske Spil sidder man klar med rådgivning, hvis den pågældende måtte ønske det.

- Vi synes, det er en fest hver gang, at en dansker vinder i vores lotterier. Vores specialuddannede rådgivere sidder klar til at tage hånd om de danskere, der vinder større gevinster, så vi er sikre på, at overgangen fra almindeligt bemidlet til måske mangemillionær går så let og gnidningsfrit som muligt, siger Malene Mølgaard, administrerende direktør i Danske Lotteri Spil, i en pressemeddelelse.