KIRSTEN BLEV DÅRLIG: ORGEL BLÆSTE SKIMMEL UD I KIRKEN
Det lille orgel er måske nok kompakt, men det kan blæse meget skimmelsvamp ud af piberne, når det rigtig bruser, fortæller sognepræst Henrik Gade Jensen. Foto: Birgitta AndersenBirgitta Andersen
Søndag blev gudstjenesten i Arninge Kirke aflyst. Orglet er ramt af borebiller og skimmel, som orgelpiberne blæste ud i kirkerummet.
ARNINGE: Sidst, der var gudstjeneste i Arninge kirke, stod kirkens mangeårige kirkesanger Kirsten Semstad som sædvanlig på sin plads ved siden af det lille orgel. Orglet står lige, når man kommer ind i kirken.
Kirsten førte som altid kirkegængerne sikkert gennem salmerne, men mærkede lidt efter lidt, at hun følte sig mere og mere dårlig, jo mere, hun trak vejret i bund for at synge.
Få centimeter fra hendes hoved blæste orglet de brusende toner ... og måske også noget andet ud i kirkerummet.
Svamp blæses ud
Et besøg af orgelbyggerfirmaet T.H. Frobenius bekræftede mistanken. Ikke nok med, at orglets træværk er blevet hjem for borebillelarver ... hvad værre er, at der er gået skimmelsvamp i musikinstrumentet.
Annonce
Skimmelsvampen er tydelig at spore på orglets frontlameller. Foto: Birgitta AndersenBirgitta Andersen
- Problemet er, at det blæses ud i kirkerummet, når orglet spiller. Kirsten stod og blev dårlig under den seneste gudstjeneste, og det kan vi jo ikke have, siger sognepræst Henrik Gade Jensen.
Om Arninge Kirke
Arninge Kirke ligger i Arninge Sogn på Lolland. Sognet hører under Vestenskov-Kappel menighedsråd
Kirken er en af Lollands ældste. Den er opført omkring år 1200 i teglsten. Den har oprindeligt været herredskirke i det tidligere Arninge Herred
Altertavlen er udført i 1644
Kirken var oprindeligt indviet til Jomfru Maria
Det nuværende - meget kompakte mekaniske orgel - er bygget i 1969 af orgelbyggerfirmaet Th. Frobenius. Det kostede dengang den fyrstelige sum af 66.212 kroner. Facaden er med svelledøre og tegnet af arkitekt Laust Ørnsholt.
Det tidligere orgel i kirken gik i stykker på grund af kulde og fugt.
Beskeden fra Frobenius har fået menighedsrådet i Kappel-Vestenskov, som Arninge Kirke sorterer under, til at lukke kirken øjeblikkelig, til der er fundet en løsning.
- Nu skal vi have skadesservice herud og undersøge, hvor meget skimmelsvamp der er, og hvor meget det er blæst ud. Og så skal vi have et overslag fra Frobenius på, hvad det her kan koste. For laves, det skal det jo, siger formand for menighedsrådet René Frands Liljedahl.
Fra orgelpiberne kan skimmelsvampen rigtig blive luftbåren. Foto: Birgitta AndersenBirgitta Andersen
De få kirkegængere, der var mødt op til den ellers bebudede gudstjeneste søndag klokken 9.30, fik i stedet en kop kaffe i våbenhuset og en snak om borebiller, skimmelsvamp og hvad der ellers kan ramme en kirke.
- Det handler jo om skiftende temperaturer og fugt. Men her i kirken er der da ikke så fugtigt, sagde Arne Larsen, der skuttede sig i vinterkulden, som stadig hænger i de tykke kirkemure.
Huller bag alteret
Orglet er ikke det eneste af træ, der er i kirken. Kirkebænkene fra 1800-tallet og middelalderkrucifikset er også lavet af borebillernes yndlingsret. Sognepræst Henrik Gade Jensen kigger nervøst op til kirkens smukke gamle alter, der nærmest er uerstatteligt. Har borebillerne fundet vej til alt det træ, alteret er bygget af, er der dømt party for deres larver, og så bliver det dyrt.
På bagsiden af alteret er der flere steder spor efter borebiller. Men det er tvivlsomt, om hullerne er nye. Foto: Birgitta AndersenBirgitta Andersen
På bagsiden af alteret kan man se de let genkendelige små huller flere steder. Spørgsmålet er dog, om det er et nyt angreb eller sporene fra de gamle. For man kan også se, at tidligere tiders håndværkere har forsøgt at male hen over med noget, som har skullet slå larverne ihjel.
- Nu får vi det hele undersøgt, og så håber vi, at det ikke også er gået i altertavlen, siger Henrik Gade Jensen.
Nu får vi det hele undersøgt, og så håber vi, at det ikke også er gået i altertavlen
Henrik Gade Jensen, sognepræst i Arninge Kirke
Værst er dog stadig skimmelsvampen. Sognepræst og menighedsråd regner med, det vil tage et par måneder at få styr på den, så Arninge kirke atter kan tage imod sognebørnene. Indtil da bliver alle kirkelige handlinger forlagt til kirkerne i Vestenskov og Tillitze.
Sognepræst Henrik Gade Jensen må prædike i de andre kirker i den kommende tid. Han glæder sig dog over, at der ikke er programsat vielser eller dåbshandlinger i kirken i nær fremtid, og at gudstjenesten 4. maj allerede var blevet flyttet til Vestenskov kirke.Birgitta Andersen
Seneste artikler
Varmere om natten end midt på dagen
Dømt for ulovlige optagelser i Lalandia-sommerhus
Hospital får påbud efter fund på børneafdeling
Femern Bælt: Så er tunnelen blevet lidt længere
Truet med bat og skudt i benet
Mest læste artikler
Hedebølgen er over Sydhavsøerne
Lynnedslag i landejendom
Lokal lottospiller vinder 10 millioner
Sårbar kvinde mistede formue til lollandsk advokat
Medie: Ny rockerboss har lokale rødder