KLAGER AFVIST: HUS SKAL RIVES NED

Grundtvig Ejendomme gik i gang med at renovere Tårsvej 128 og 130 i Nakskov uden at have fået lov af kommunen. Den kæver, at bygningen skal rives ned. Foto: Jan Knudsen

Firma købte nedslidt hus på tvangsauktion. Kort efter krævede kommunen, at det bliver revet ned.

Offentliggjort Sidst opdateret

NAKSKOV: Ejeren tabte, og kommunen vandt, da Byfornyelsesnævnet for nylig afgjorde en strid om dobbelthuset på Tårsvej 128 og 130 i Nakskov.

Huset købte Grundtvig Ejendomme på tvangsauktion 2. februar i år. Prisen var 100.000 kroner plus et størstebeløb på lige knap 70.000 kroner.

Det var kommunen, der havde begæret tvangsauktionen, fordi den daværende ejer af de to sammenbyggede huse ikke betalte ejendomsskat og i øvrigt skyldte mere end 600.000 kroner til Skat.

Huset havde stået ubeboet i 10 år, og allerede i salgsopstillingen blev det beskrevet, at ejendommen "fremstår ødelagt" og var "kondemneringsmoden".

Det fremgik også, at kommunen havde varslet, at den ville besigtige ejendommen - det skete med henvisning til Byfornyelseslovens paragraf 75, der handler om, at kommunen skal føre tilsyn med ejendomme, som benyttes til beboelse og ophold, "når det vurderes, at disse ejendomme ved deres beliggenhed, indretning eller andre forhold er sundhedsfarlige eller brandfarlige."

Kondemnering

  • Kondemnering betyder, at der træffes en politisk afgørelse om, at boligen ikke må benyttes til beboelse og ophold på grund af sundhedsfare og/eller brandfare.
  • Kommunen indleder en kondemneringssag ved at varsle en besigtigelse over for beboer/lejer og ejer i henhold til pargraf 75 i byfornyelsesloven.

Selv om alle advarselslamper blinkede, slog Grundtvig Ejendomme til og købte huset.

Men kommunen gennemførte den varslede besigtigelse og var ikke i tvivl: Ejendommen skal kondemneres og inden et år rives ned.

Det påbød kommunen 2. maj "af ordensmæssige grunde" - altså for at sikre orden og oprydning og af hensyn til andre beboere i området.

I den forbindelse fik Grundtvig Ejendomme frist til senest 1. august i år at fremsende et forslag til ombygning af ejendommen.

Joakim Grundtvig synes, at kommunens krav om, at bygningen skal rives ned, er urimelig. Men Byfornyelsesnævnet afviste hans klage. Arkivfoto: Lars Krabbe

Fordi det er grimt

Men Grundtvig Ejendomme - der i sin tid blev stiftet af Joakim Grundtvig, men i dag drives af hans børn, da han selv er idømt konkurskarantæne - nægter at efterkomme påbuddet.

Grundtvig Ejendomme klagede derfor over påbuddene om at nedrive Tårsvej 128 og Tårsvej 130.

Men 9. september behandlede Byfornyelsesnævnet sagen.

Et hold på syv nævnsmedlemmer, en sekretær, to repræsentanter fra kommunen samt Joakim Grundtvig selv - der deltog med en fuldmagt fra ejerne af Grundtvig Ejendomme - inspicerede ejendommen og drøftede sagen.

Konklusionen var klar: Nævnet stadfæstede kommunens afgørelse. Huset skal rives ned.

Joakim Grundtvig protesterede ellers. Han forklarede, at han godt var klar over, hvilken stand huset var i, da selskabet købte det.

Han protesterede heller ikke over, at kommunen krævede huset kondemneret. Men han fandt det urimeligt, at det ligefrem skal rives ned.

På mødet protesterede Joakim Grundtvig således over, at kommunen kræver huset nedrevet, "fordi det er grimt", som han sagde.

Han uddybede:

Det kan ikke være tilstrækkelig grund, og der bør trækkes en grænse for en kommunes ret til indgreb i den private ejendomsret. Ved denne bedømmelse skal også tages med i betragtning, at ejendommen i cirka 10 år forud for tvangsauktionen har henligget uden indgreb fra kommunens side, hvorfor der ikke er nogen faglig eller saglig begrundelse for, at påbuddet er fremsat samtidig med kondemneringsafgørelsen.

Joakim Grundtvig argumenterede også for, at fundamentet, væggene og taget er solide. Den er altså ikke ved at styrte sammen - der er bare nogle indvendige forhold, som skal renoveres.

Den renovering er Grundtvig Ejendomme gået i gang med, så der kan etableres lejligheder.

Sådan så der ud inde i ejendommen på Tårsvej 128-130, da den blev sat på tvangsauktion. Foto: Fra salgsopstillingen
Huset var i en sølle forfatning. Foto: Fra salgsopstillingen
Flere af ruderne i huset var knust. Foto: Fra salgsopstillingen
Store dele af huset var raseret indvendig. Foto: Fra salgsopstillingen

Mus og rotter

Kommunen fremførte på sin side, at huset på tidspunktet for tvangsauktionen var forfaldent både ud- og indvendigt, og at det var derfor, kommunen besluttede, at det skulle kondemneres.

Når kommunen meddeler det, indebærer det også, at ejeren ikke må råde over ejendommen, uden at kommunen godkender det.

Men alligevel var Grundtvig Ejendomme gået i gang med at renovere den.

Det er i strid med loven, da kommunen ikke har godkendt et forslag til, hvordan ejendommen kan istandsættes.

Joakim Grundtvig kaldte renoveringsarbejdet for "civil ulydighed".

Kommunen afviste også Joakim Grundtvigs kritik af, at kommunen kræver huset revet ned, "fordi det er grimt".

Der stilles nemlig ikke specielt strenge krav til en kommune, der vil påbyde, at et kondemneret hus skal rives ned.

Det er tilstrækkeligt, argumenterede kommunen, at det sker af hensyn til orden, ryddelighed, gener for naboer og andre, der færdes ved ejendommen.

I dette tilfælde var der altså tale om et hus, der i 10 år ikke har været beboet, renoveret og holdt ryddeligt.

Der var, påpegede kommunen, tale om en bygning i forfald med rådne træbeklædninger og smadrede vinduer og et tag og en forskalling, der var i stykker. Derudover var der indberetninger om mus og rotter på stedet.

At Grundtvig Ejendomme så efter 2. maj gik i gang med at rydde op og renovere, kan ikke ændre på kravet om en nedrivning, argumenterede kommunen.

Skæmmer omgivelserne

Byfornyelsesnævnet gav kommunen ret. Ejendommen var misligholdt og i forfald. Den fremstod skæmmende for omgivelserne, haven trængte til vedligeholdelse, og nævnet antog, at ejendommen har været til væsentlig gene for naboer, omboende og andre forbipasserende ved ejendommen, der ligger ved en af Nakskovs indfaldsveje.

Nævnet tiltrådte derfor kommunens afgørelse om kondemnering og påbuddet om at nedrive den samlede bebyggelse og ryddeliggøre grunden.

Nævnet tilføjede dog, at hvis kommunen beslutter at ophæve kondemneringen, vil påbuddet om nedrivning bortfalde.