Klar med hjælpende hånd

Kommunens udsatte børn kan få hjælp til at blive en del af fællesskabet i eksempelvis kommunens boldklubber, men for deres forældre har der hidtil ikke været megen hjælp at hente. Foto: Anders Knudsen/Arkivfoto

Udvalg afsætter penge til at hjælpe udsatte voksne.

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND Selv om langt de fleste af den halvanden million kroner, som fritids- og kulturudvalget stod tilbage med efter sidste år, blev ført videre til kommunens masterplanpulje, er der også sat andre skibe i søen.

På sidste måneds udvalgsmøde valgte politikerne at afsætte 100.000 kroner af de uforbrugte midler fra sidste år til at støtte op om at gøre flere voksne aktive i foreningslivet.

- Det kan være udsatte voksne, der ikke har det økonomiske råderum til at deltage i kulturelle tilbud i kommunen, forklarer næstformand i fritids- og kulturudvalget, Leif Utermöhl (S), der har stået fadder til forlaget.

Giver stor gavn

En sådan hjælpende hånd kan gavne både fysisk og mental sundhed, men den kan også vise sig gavnlig på andre måder.

- Det at være aktiv i en frivillig forening kan faktisk være med til at løfte nogle folk ind på arbejdsmarkedet. Vi får dem sluset ind ad bagdøren og skabt nogle netværker om disse mennesker.

For udvalgets formand, Tine Vinther Clausen (V), er samarbejder på tværs af kommunens sektorer meget skattet, og selv om hun er formand for det udvalg, der har kommunens mindste økonomi, vil man gerne være med til at give en hånd hos de store og tunge udvalg.

- Vi bukker og nejer overfor arbejdsmarkedsudvalget og fortæller, at vi gerne vil være med til at løfte. Vi vil gerne komme med lidt, fordi vi kan nogle ting på vores område, men de 100.000 kroner rækker ikke langt, siger Tine Vinther Clausen.

Pengene kan måske bruges til sportssko, medlemskaber i foreninger eller noget helt tredje, for fritids- og kulturudvalget er det blot vigtigt også at vise, at man gerne vil disse borgere.

Udsatte deler adresse

Samtidig er man bevidst om hos kommunen, at mange af Lollands udsatte børn og voksne deler adresse.

- Det er noget, som jeg har oplevet som foreningsleder i både fodboldklub og som spejder. Især hos spejderne har der været masser af børn, som vi har hjulpet igennem, men deres forældre står på sidelinjen. Måske ville de gerne lige have haft det lille puf til at komme med, og nogle har vi også taget med ind hos spejderne, fortæller Leif Utermöhl.

Han håber, at man kan løfte både børn og forældre ind i foreningslivet og give dem noget selvværd og gode oplevelser sammen.

- Jeg tror, det er en rigtig god investering for vores samfund, og især for vores lille kommune, siger han.

Flere penge til e-sport

De øvrige uforbrugte midler blev fordelt med en million kroner til masterplanpuljen samt 100.000 kroner til henholdsvis understøttelse af den strategiske naturvejledning i kommunen, hvor flere skal gøres aktive i naturen, og til kommunens e-sports-pulje.

Tilbage står 200.000 kroner, som endnu ikke er blevet fordelt.