Klar til bowling på fredag

Alt det nye udstyr er på plads, så nu er bowlingbanerne i Nakskov klar til igen at blive brugt. Brian Hansen åbner på fredag. Foto: Claus Hansen

Vanida Knudsen og Brian Hansen har haft forrygende travlt.

Offentliggjort Sidst opdateret

NAKSKOV Siden ægteparret Vanida Knudsen og Brian Hansen for et par måneder siden købte bowligcentrert på A. E. Hansensvej i Nakskov, har de haft forrygende travlt.

Der har været håndværkere i gang uafbrudt i de to måneder, der er gået siden, og nu er det meste på plads.

Vigtigst af alt er bowlingbanerne klar med helt nyinstalleret elektronik.

Fadølsanlægget kommer den kommende uge, og så er alt klar til åbning på fredag.

Både Vanida og Brian har haft travlt, idet de begge har passet deres job som henholdsvis kok på Vestas og fabrikschef på Styrolit i Maribo indtil nu. Men fra på fredag hedder jobbet "Bowl & Thai Food".

Når parret glæder sig til at komme i gang, hænger det også sammen med den opbakning, de er mødt med efter, at det blev offentliggjort, at de vil genåbne bowlingcentret.

- Vi har fået så mange forhåndsbestillinger, så det er helt overvældende, fortæller Brian Hansen.

Ikke bare har byens to bowlingklubber bestilt faste baner til deres medlemmer.

Der er også kommet rekordmange tilmeldinger til den firmabowlingturnering, som firmaidrætten starter.

- Man havde regnet med omkring ti hold, men nu er der 28 hold tilmeldt til firmaturneringen.

Tilbuddet om billig bowling for pensionister tirsdag og torsdag formiddag har også givet mange henvendelser.

Dertil kommer enkeltarrangementer, der er bestilt i form af 35 års og 75 års fødselsdage, et par gymnasieklasser har bestilt bowling og fri bar, og natholdet på Vestas har også bestilt baner klokken 22-24.

- Der er så mange bestillinger, at vi allerede nu har dækket halvdelen af vores budget for februar, så det lover rigtigt godt, siger Brian Hansen.

I køkkenet gøres der klar til at servere thaimad.

Der er åbningsreception på fredag klokken 15-17.

Brian Hansen har købt nye kugler, som kan benyttes fra på fredag. Foto: Claus Hansen