Klar til de første klynger

Lollands landsbyer, som Hunseby på billedet, kan få nyt liv ved at indgå i landsbyklynger. På torsdagens byrådsmøde skal politikerne tage stilling til oprettelsen af de to første landsbyklynger. Foto: Anders Knudsen, arkivfoto

Udvalg vil afsætte 1,8 millioner kroner til at finansiere de første to lollandske landsbyklynger.

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND Ved udgangen af 2021 skal Lolland ikke bare have to centerbyer, Nakskov og Maribo, men også fire landsbyklynger, som skal sørge for, at livet på landet fortsat er attraktivt for mange. Det mener formanden for fritids- og kulturudvalget, Tine Vinther Clausen (V), som ser masser af potentiale i landsbylivet.

- Jeg synes, at man bliver så drænet af, at hver gang, der tales landsbyer, så er det set ud fra en negativ spiral. Der tales hele tiden om at tilpasse eller lukke landsbyer, og det er ikke fortjent, for der er så meget energi og kampgejst ude i de lollandske landsbyer.

For at få landsbyerne til at blomstre er det nødvendigt at skabe nye samarbejder. Det skal ske med fire landsbyklynger, som tilsammen kommer til at dække store dele af kommunen.

I år er det meningen, at de to første klynger skal dannes. På Nordvestlolland er der allerede et klyngesamarbejde i gang, og det skal styrkes i de kommende måneder, mens der samtidig skabes en helt ny landsbyklynge på Midtlolland. Hvordan klyngerne skal være, vil politikerne dog ikke blande sig i.

- Hvis nogen spørger mig, hvor grænserne til de nye klynger skal gå, vil jeg fortælle dem, at det bestemmer borgerne. For de to første områder er det nu op til borgerne, sammen med kommunens kultur- og fritidskonsulenter, at finde ud af, hvor disse grænser skal gå, forklarer Tine Vinther Clausen.

Kulturhuse måtte lukkes

I første omgang handler landsbyklyngerne specifikt om at finde samarbejde i fritidslivet. Ikke om hverken eksempelvis skole- eller ældrepolitik, men det kan sagtens bygges ovenpå senere hen, hvis der er nogen, som mener, det er en god idé, forklarer udvalgsformanden. Hun står i år klar med 1,8 millioner kroner til de to nye klynger.

- Vi har fået frigjort nogle midler ved at få lukket nogle kulturhuse. Nu har vi de kulturhuse, som vi skal have i kommunen. Samtidig har vi fået lavet en halanalyse, og den arbejder vi videre med i den kommende tid. Pengene, vi har sparet, sender vi tilbage i de nye klynger.

For Tine Vinther Clausen handler det ikke om, at politikerne skal puste liv i disse nye områder. I stedet er det op til borgene.

- Jeg er så begejstret for idéen om landsbyklynger, fordi den flytter indflydelsen tilbage til de mennesker, som bor i disse områder.

Landsbyklyngerne skal dog ikke være en vej tilbage til de gamle kommuner og de grænser, som de havde. Derfor er der kun tænkt i fire klynger. Det vigtige er samarbejdet mellem byerne, og at man ikke er sig selv nærmest.

- Nogle gange oplever vi, at man ikke bare holder fast i de gamle kommunegrænser, men at man stadig tænker i de gamle sogne, siger Tine Vinther Clausen.

Hun frygter ikke, at borgerne vender tomlen ned for landsbyklyngerne, for hun kan mærke masser af energi i landsbyerne. Men skulle de gøre det alligevel, så er det fint nok, og så må man finde en anden vej.

Er der samtidig landsbyer, som siger nej tak til at indgå i en klynge, er det fint nok. Vil man stå alene, har man ret til det. Til gengæld får man så ikke andel i de 1,8 millioner kroner, som er sat af til projektet.

Fortjener stort ejerskab

Egentlig kunne udvalget bare have sat gang i projektet efter månedens udvalgsmøde, men Tine Vinther Clausen ser gerne, at byrådet nikker ja til idéen.

- Hvis byrådet ikke mener, at det er en god idé, så kan man sige det der, men mener man, det er en god idé, så er det vigtigt, at det kommer ud. For Lolland fortjener, at der er 100 procent ejerskab bag projektet.

Har været længe undervejs

Masterplanen på fritidsområdet har da også altid været til godkendelse i byrådet, når den har været behandlet i udvalget, så der er intet usædvanligt ved, at en så stor beslutning bliver taget op med alle kommunens folkevalgte.

For Tine Vinther Clausen har tanken om landsbyklynger været et hjertebarn siden kommunalvalget, men inden man rigtig kunne kaste sig over projektet var der mange andre ting, som skulle på plads først. Siger byrådet ja til idéen ved torsdagens byrådsmøde, kan de to første rigtige klynger være en realitet i løbet af efteråret.

Læs også artiklen "Samarbejdet mellem byerne er vigtigt"