Klimasatsning skal være mere synlig i byrummet

Lollands klimasatsning skal synliggøres i bybilledet, og fredag aften præsenteres for første gang et helt nyt byrumsprogram, når Nakskov Handel og Erhverv holder aftenåbent.

Byrumsprogrammet er udarbejdet af Nakskov Handel og Erhverv og Lolland Kommune i samarbejde med arkitekt Philip Rasmussen, og målet er dels at smøre den økonomiske motor i Nakskovs bykerne og dels at synliggøre Lollands førerposition på klimaområdet.

Det kan gøres med sejloverdækkede salgsboder, åbne vandrender, hvor overfladevandet fra fremtidens voldsomme regnskyl ledes til gadekær midt i Nakskov, varmelegemer drevet med brint ved byens udeserveringer og en solcelledrevet tankstation på Axeltorv, hvor byens cyklister kan få luft.

Det er blot nogle af ingredienserne i et større byrumsprogram, som forventes gennemført i de kommende år. Udstillingen åbnes af borgmester Stig Vestergaard og alle er velkomne. Det sker klokken 18.00 på Axeltorv, og arrangørerne er forberedt på dårligt vejr, så udstillingsområdet vil være overdækket.




Nakskov Handel og erhverv, Lolland Kommune og arkitekt Philip Rasmussen præsenterer fredag et helt nyt byrumsprogram.

Offentliggjort Sidst opdateret