Klostersø fyldt med slam

Om alt går vel kan Klostersøen i Maribo i løbet af et par år blive et smukt og attraktivt bynært, rekreativt område.

Den skal befries for 150.000 kubikmeter slam, der har aflejret sig på bunden, der skal etableres ny kantsætning, og stien langs bredden skal hæves, så den er farbar året rundt.

Projektet har været undervejs i nogen tid. Så tidligt som i 1999 tog Danmarks Naturfredningsforenings lokalkomite kontakt til Maribo Kommune og Storstrøms Amt og forelagde ideen.

Projektet har fået titlen Projekt Klostersøen, og bag det står roklubben, kajakklubben, campingpladsen, Hotel Maribo Søpark, Restaurant Bangs Have, museet, Lolland Kommune, turistbureauet, Friluftsrådet og Maribo Erhvervs- og Udviklingsfond er med.

Slammet ligger i et flere meter tykt, næsten bundløst lag over det meste af klostersøen. Det er et lag, der er opbygget siden 1929, hvor søen efter det oplyste sidst blev renset op. Og det gør, at for eksempel turbåden Anemonen næppe ville kunne gå ind i Klostersøen.

Der er flere steder under en halv meter vand over slamlaget. Men der er ikke, mener Carsten Drejer fra Danmarks Naturfredningsforening, grund til at frygte, at Klostersøen vil slamme til igen.
- Det stammer fra den gang, sukkerfabrikken endnu var i drift. Den ledte ud i søen og så virkede afløbet som en flaskehals, siger han.

Lolland Kommune har bekostet en forundersøgelse af slammet. Det viste sig at være knap så rent, som man havde håbet, men ej heller så belastet, som man havde frygtet.
- Der er en del cadmium i det, formodentlig fra sukkerfabrikken og gasværket. Men der er stort set ingen fosfor, så slammet vil ikke kunne anvendes som gødning. Når det er gasset af, kan det bruges for eksempel til støjvolde, siger Carsten Drejer.

Projektet omfatter også en renovering af Klostersøens bredder, som flere steder er undermineret og skredet ud i søen. Fra Anemonens anløbsbro til buebroen over åen skal der etableres ny kantsætning i hårdt træ. Stien langs bredden, som ofte er oversvømmet, når det har regnet et par dage, skal hæves, så man til en hver tid kan gå tørskoet på den.

En ny bro over åen er også på ønskesedlen hos projektmagerne. Både betonen, armeringsjernet og gelænderet er efterhånden ved at være noget anløbent.

Hvis papirarbejdet går som det skal, og det lykkes at skaffe ekstern medfinansiering, regner han med, at pumpearbejdet kan gå i gang om et års tid.

Læs mere i Folketidende torsdag.




Klostersøen i Maribo skal renses for 150.000 kubikmeter gammelt slam, og bredderne skal gøres farbare.

Offentliggjort Sidst opdateret