Knoklede i køkkenet

- 10 sekunder tilbage, så er det over i klasselokalet, lød det fra Micki Cheng, da det sidste af tre hold elever i hast forlod køkkenet med den portionsanrettede forret og buffet-ret til fire personer, som de havde knoklet med at kreere på tid. Retterne skulle på et rullebord trilles over i klasselokalet for at blive bedømt af Micki Cheng og faglærer Dorte Skov Jensen - og siden spist af eleverne. Foto: Rikke Folm Berg

Konditor-, gastro- og ernæringselever fik besøg af Micki Cheng.

Offentliggjort Sidst opdateret

NAKSKOV Elever på Grundforløb 2 på fødevareuddannelserne på Celf fik i går besøg af tv-vært og kogebogsforfatter Micki Cheng. Besøget kom i stand for nogle af de puljepenge fra Børne- og Undervisningsministeriet, som er blevet givet til løft af faglighed og social trivsel oven på nedlukning og hjemmeundervisning.

I løbet af dagen skulle eleverne konkurrere i hold i portionsanrettede forretter, buffetretter og en dessert, som de lavede ud af delvist lokale råvarer i udleverede råvarekasser.

- Vi har sat eleverne fra konditor-, gastro- og ernæring sammen i hold på tværs, forklarede faglærer Dorte Skov Jensen.

Det betød, at eleverne blev rykket lidt ud af deres komfortzone, fordi konditorelever så også skulle lave mad, og kokkeelever lave kage.

- Vi skal have alle til at shine (skinne, red.), men på en sjov og udfordrende måde, så eleverne går hjem og siger: Det var fedt at være i skole i dag. Jeg glæder mig til i morgen, fortalte Micki Cheng.

Eleverne præsenterede deres forret og hovedret ved et langbord efter en meget travl formiddag i køkkenet.

- Hvad har I gjort med mørbraden? Hvilken slags sauce er det? Hvordan har I lavet den? lød nogle af spørgsmålene til eleverne, der svarede lidt forsigtigt, men dygtigt for sig.

Derudover blev der spurgt til fagtermer, såsom hvad vil det sige at "sautere" og "marinere". Derefter tog Dorte Skov Jensen og Micki Cheng nogle smagsprøver med sig ind i det tilstødende lokale for at bedømme maden på blandt andet kreativitet, smag, anretning og hygiejne. Men også mis-en-place, det vil sige, hvor organiserede og strukturerede holdene havde været, inden det gik løs i køkkenet, og hvor godt de havde samarbejdet.

Ud fra bedømmelserne blev der slutteligt kåret et vinderhold af Micki Cheng.

Eleverne blev bedt om at forklare, hvad de havde valgt at lave, hvordan de havde gjort, og hvorfor de havde gjort, som de havde gjort. Refleksionen over praksis var vigtig. Foto: Rikke Folm Berg