Knuthenborg-åbning må vente 14 dage
Der er altid pres på Knuthenborg Safaripark på åbningsdagen. Der plejer at være lidt prestige i at være første bil til at køre ind i parken, men i år må gæsterne vente til 18. april, før det lader sig gøre. Foto: Palle Nevad Frandsen
Palle Nevad Frandsen
Knuthenborg Safaripark kunne være åbnet på lørdag.
KNUTHENBORG For Knuthenborg Safaripark skulle 2020 have været året, hvor parken havde sin tidligste åbning nogensinde. Allerede 4. april skulle bilerne rulle ind i parken, men så kom coronaen til Danmark.
For at undgå at bidrage til smitten valgte direktør og ejer Christoffer Knuth i sidste uge at udskyde åbningen i 14 dage. Det betyder, at ejerne af års- og familiekort ikke kommer i Knuthenborg Safaripark i påsken.
- Der er en klar stemning i landet om, at man ikke skal køre langt i disse tider, og da vi ville være de eneste til at have åbent i påsken, var der en stor risiko for, at der var kommet rigtig mange mennesker i Knuthenborg Safaripark, siger Christoffer Knuth.
I safariparken havde man dog sikret sig, at der var mulighed for at åbne til den allerede annoncerede dato.
- Vi havde faktisk søgt politiet en ekstra gang for at være helt sikre på, at vi havde tilladelserne på plads. Der var en række forbehold, som vores gæster skulle leve op til, men det havde været muligt at holde åbent fra på lørdag, forklarer Knuthenborgs direktør.
Det ville blandt andet betyde, at bilerne kunne køre gennem parken uden stop, men gæsterne ville dog kunne se dyrene. Nu venter man i stedet for til 18. april, som blot er en lille uge senere end sidste år og næsten 14 dage tidligere, end man plejer.
For Christoffer Knuth er det frustrerende, men han forstår, at det er nødvendigt at tage disse forholdsregler i øjeblikket.
- Vi har måttet sende en masse sæsonansatte hjem, alt stod ellers helt klart, og vi vil så gerne i gang. Vejret har været fantastisk de seneste dage, og vi ville egentlig gerne kunne vise vores gæster, hvordan Knuthenborg forandrer sig, frem mod elefanterne kommer til Lolland.
Nogle gæster havde allerede booket et ophold i safariparken. Det er dem, der har bestilt en overnatning i et af parkens mange overnatningstelte.
- De gæster har vi været i kontakt med, og de er primært blevet ombooket til en anden tid på sæsonen. Samtidig har vi besluttet, at vi holder åbent en ekstra uge i september, så vi først lukker ned i hverdagene fra og med 28. september.
Da Knuthenborg Safaripark altså ikke normalt plejer at åbne tidligt i april, vurderer Christoffer Knuth, at omstændighederne i øjeblikket ikke udgør en katastrofe for dyreparken. Men det kan blive noget helt andet, hvis nedlukningen af Danmark trækker ud langt ind i maj.
Inden covid-19-virussen kom til Danmark, stod safariparken overfor sin måske største sæson nogensinde, ikke mindst på grund af de førtidspensionerede cirkuselefanter, som danskerne virkelig har interesseret sig for. Men det er først fra juni, at der virkelig forventes stor søgning til parken. Hvis parken åbner 18. april, som det nu er planlagt, bliver der meldt en række forholdsregler for gæsterne ud inden åbningen, som skal beskytte både dyr, gæster og ansatte.