Knuthenborg får giraf-hus af A. P. Møller-fond

Gennem 40 år har ejerne af Knuthenborg Park og Safari drømt om at kunne bygge en ny og moderne stald til parkens giraffer og sorte hesteantiloper.

Om kort tid bliver drømmen til virkelighed takket være en donation på 12,5 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.
- I ansøgningen til fonden, der er udarbejdet i samarbejde med arkitekt Jens Bertelsen fra Bertelsen & Scheving Arkitekter, har vi lagt vægt på at bygge en stald, der arkitektonisk bliver en naturlig del af den historiske have i Knuthenborg Park, siger direktør Christoffer Knuth.

Stalden, der ventes færdig midt i 2010, er tænkt grundigt ind i den 100-års-plan, der er udarbejdet for parkens udvikling.

- Og stalden sætter helt nye standarder for dyrehold og avlssamarbejde. Dyrevelfærden på vores savanne er i europæisk topklasse. Og nu får vi med Europas mest moderne stald også mulighed for at tilbyde dyrene optimale vinter-forhold, siger Christoffer Knuth.




En 40 år gammel drøm på Knuthenborg kan nu gå i opfyldelse.

Offentliggjort Sidst opdateret