Der måtte findes ekstra borde frem i Errindlev Forsamlingshus for at få plads til alle ved den ekstraordinære generalforsamling i Errindlev Købmandshandel. Foto: Peter Levinsen HansenPeter Levinsen Hansen
Et flertal af andelshavere stemte onsdag aften for lukning af Købmandshandel. Samtidig blev en arbejdsgruppe nedsat, der skal forsøge at finde ny købmand til forretningen inden, at en reel lukning går i gang.
ERRINDLEV: En dagligvarebutik i Errindlev skal have en sidste chance, mener en frivillig arbejdsgruppe ovenpå en ekstraordinær generalforsamling i Errindlev Købmandshandel onsdag aften.
Arbejdsgruppen skal indenfor fire til seks uger forsøge at finde en købmand, der vil overtage Errindlev Købmandshandel. Hvis det ikke lykkes, fik bestyrelsen i Errindlev Købmandshandel ApS af et overvejende flertal mandat til at nedlægge anpartsselskabet og dermed også Min Købmand i Errindlev.
Bestyrelsen i Errindlev Købmandshandel ApS havde indkaldt til den ekstraordinære generalforsamling, da man har oplevet faldende omsætning, fortjeneste og kassebeholdning i selskabet uden indikationer på, at det lysner i horisonten. Dertil kommer, at man i stigende grad oplever problemer med at få vagtplanerne til at hænge sammen i den daglige drift af butikken, som hovedsageligt bemandes af frivillige kræfter.
Inden der blev stemt om købmandshandelens lukning, kunne bestyrelsen gennemgå det nuværende regnskab. Her kunne man indtil videre berette om 103.520 kroner i underskud for første halvår af 2022.
- Det er jo mildest talt ikke tilfredsstillende, konstaterede Karin Andersen, der er kasserer i Errindlev Købmandshandel ApS.
Annonce
Allan Carlsen var valgt som dirigent under generalforsamlingen. Foto: Peter Levinsen HansenPeter Levinsen Hansen
I maj og juni har der været en svagt stigende handel i dagligvarebutikken. Karin Andersen fremlagde derfor et optimistisk budget for andet halvår af 2022, som viste et underskud på 71.000 kroner.
- Hvis det holdt, kunne man lige akkurat holde skindet på næsen indtil januar. Men i januar ville vi ikke kunne betale vores regninger. Så det er jo ikke holdbart, fortalte Karin Andersen.
Købmandshandelens likvide beholdning - penge, man har stående i banken - var samtidig ved udgangen af juni 224.000 kroner. Det er et ønske fra bestyrelsen i købmandshandelens side, at man ved en lukning kan betale alle regninger og undgå at erklære konkurs, hvorfor man ønskede andelshavernes mandat til at lukke selskabet.
Fremlæggelsen af budgettet gav anledning til masser af spørgsmål til bestyrelsen, debat og frustration over lukningen. Forsamlingen gav flere forslag til at fortsætte købmandsbutikken såsom at hæve priserne og avancen på varerne i butikken, skalere ned for størrelsen på forretning og muligheden for at finde en købmand til at butikken.
Vi er jo allesammen frustrerede. Der er ikke nogen af os, der synes det er fedt det her.
Karin Andersen, kasserer i Errindlev Købmandshandel ApS
Derefter nåede man punktet på dagsordenen, hvor der skulle stemmes om lukning af Errindlev Købmandshandel ApS. Otte andele stemte blankt, 29,5 stemte imod og 101,5 stemte for en lukning.
Afstemningen om lukningen af Errindlev Købmandshandel ApS blev afgjort med 101,5 stemme for og 29,5 stemme imod lukning. De skæve tal skyldes, at hver andelshaver har et antal stemmer ud fra størrelsen på deres andel i købmandshandelen. Foto: Peter Levinsen HansenPeter Levinsen Hansen
I bestyrelsen er der ovenpå generalforsamlingen tilfredshed med resultatet for aftenen.
- Jeg havde jo forventet, at der var nogen, der ville sige noget om det ene og det andet. Og det er jo fair nok. Vi er jo allesammen frustrerede. Der er ikke nogen af os, der synes, det er fedt det her. Det kunne have været meget værre. Jeg synes, at det var fint, at der alligevel var så mange, der er enige i, at der kun er det at gøre at lukke, fortæller Karin Andersen, kasserer i Errindlev Købmandshandel ApS.
Det er planen, at man nu vil fortsætte butikken som hidtil indtil slutningen af august, mens den nedsatte arbejdsgruppe prøver at finde en købmand, der kan overtage butikken i Errindlev. Lykkedes det ikke, vil man begynde at drosle ned for derefter at lukke butikken i oktober og sælge ud af inventaret i butikken. Herefter bliver diverse udeståender betalt og et eventult overskud vil gå tilbage til andelshaverne.
På et kommende møde, hvor andelselskabet bliver lukket, er det dog fra bestyrelsen håbet, at andelshaverne giver afkald på at få pengene tilbage, og man kan give overskuddet tilbage til byen som eksempelvis Errindlev Hallen eller Errindlev Forsamlingshus.
Seneste artikler
Nykøbing FC smadrer igen rekorder i storsejr
Anføreren forlænger i Nykøbing FC
Vibrerende stemning på værtshus: - Dildoparty gik over al forventning
Farvel til fem spillere og officielt goddag til én
Nakskov klar til oprykningsfest
Mest læste artikler
DMI-prognose viser over 30 grader på Lolland
Værtshus inviterer til dildoparty
Lolland stikker af på boligmarkedet: Så meget er huspriserne steget
Susan åbner Madkassen
NFC i problemer: Skal redegøre for økonomisk rod