- Købmanden er en vigtig milepæl

Lollands borgmester, Holger Schou Rasmussen, førte saksen, da Kramnitzes nye købmand blev indviet lørdag sammen med en stor flok lokale. Foto: Benedicte Lorenzen

En stor flok morgenfriske beboere trodsede regnen og var med, da byens nye købmand åbnede

Offentliggjort Sidst opdateret

KRAMNITZE Man kunne godt få den tanke, at en regnvåd weekendmorgen kunne få de fleste til at blive hjemme under dynen, men sådan er det ikke i Kramnitze denne lørdag. Regnen siler i insisterende dråber, og klokken er kun 7.28, men alligevel vokser menneskemængden foran det nyrenoverede hus på Kramnitzevej 45. Bygningen, som om få øjeblikke slår dørene op til byens nye købmand.

En af dem, der har set allermest frem mod denne morgen, er bysbarnet Bent Hansen, der har boet i Kramnitze hele sit liv:

- Jeg har været med i Foreningen 1872 fra begyndelsen. Da den forrige købmand gik konkurs, besluttede vi at overtage bygningen, for vi mente, at det kunne gøres bedre. 3. marts 2019 begyndte vi så at rive alt ned og bygge om i den gamle købmandsgård, så det har været et langt sejt træk, men vi nåede i mål, fortæller han.

Næste seje træk har været at finde den rette købmand, og her har økonomien været en afgørende hæmsko:

- Jeg ved snart ikke, hvor mange jeg har haft til samtale, men det er mange. Nu er det dog lykkedes at finde et rigtigt par, som gerne vil det her. Det mærker man tydeligt, siger Bent Hansen.

Det nye købmandspar hedder Janne Hansen og Rudy Leentjes, og de to er meget overvældede over den varme modtagelse, de har fået i Kramnitze. Foto: Benedicte Lorenzen

En sejr for sammenholdet

Klokken har passeret 7.30, og tiden er inde til at klippe det rød-hvide plasticbånd, der markerer den længe ventede åbning.

Foran indgangen står Lollands borgmester, Holger Schou Rasmussen (S), som har sagt ja til at føre saksen. Historien om Kramnitzes stærke sammenhold og frivillige kræfter er nemlig også nået ind på rådhuset:

- Det er en stor dag, for i dag skal vi ikke blot fejre, at der er kommet en ny købmandsforretning her i Kramnitze, vi skal også fejre, at I har nået en stor og vigtig milepæl for det kæmpe frivillige arbejde, I har lagt her i kulturhuset, siger han og fortsætter:

- Selv om processen er blevet lang, og på grund af coronarestriktionerne også er blevet længere, end I havde forestillet jer, er I nu nået frem til et utrolig flot resultat. Der står stor respekt om jeres arbejde og jeres indsats. Der er ingen tvivl om, at det, I har udrettet her, er med til at give området et stort løft.

Så er øjeblikket endelig kommet, et enkelt klip, og snoren deler sig i to dele, der daler mod jorden til store klapsalver: Let-Køb Kramnitze er åben. Byens købmand er tilbage.

Kate Hansen har haft sommerhus i Kramnitze i 50 år, og hun har glædet sig til igen at kunne gøre sine indkøb uden at starte bilen. Her ses hun med datteren, Sonja Hansen. Foto: Benedicte Lorenzen

Skønt med en købmand

Smilene breder sig i de lokale ansigter, så snart de træder indenfor i den nye købmandsbutik. Et syn, der nærmest gør ordene overflødige, men de rosende ord er der nu rigelig af denne morgen i Kramnitze:

- Jeg har sommerhus i Kramnitze, og da vi kom hertil i 2003, lå der en købmandsbutik, som lukkede. Siden har vi manglet et sted, hvor man kan gå hen og få lidt varer. Man kan køre til Rødby Havn eller Dannemare, men benzinen er jo ikke ligefrem blevet billigere, så det er rart, at man nu ikke behøver at køre langt for at handle, konstaterer Henrik Hovmand.

Han er en af de frivillige, der har lagt rigtig mange kræfter i at få kulturhuset med købmandsbutikken stablet på benene, og den tid fortryder han ikke.

- Det betyder bestemt også noget for sammenholdet, at man har en købmandsbutik, hvor man lige mødes. Nu har jeg jo lagt ekstra mange kræfter i at få den op at stå, men det har også givet mig et fællesskab, hvor vi spiller petanque og mødes i beboerhuset, fortæller Henrik Hovmand.

I den nye købmand kan man få alt, hvad en almindelig husholdning har brug for, og så håber de nye indehavere, Janne Hansen og Rudy Leentjes, også, at lokale vil byde ind med egen avl, som de meget gerne vil sælge i butikken. Det lokale islæt har da også allerede indfundet sig, da man blandt andet kan forsøde sommeren med lokale øl fra Krenkerup Gods.

De skulle efter sigende være mægtig gode, i hvert fald hvis man spørger Kate Hansen og hendes datter Sonja. Begge er de meget glade for, at Kramnitze har fået en købmand igen:

- Det er lige, hvad vi har manglet, og det betyder meget for Kramnitze, at vi får vores egen købmand. Vi er jo efterhånden blevet mange ældre herude, og ikke alle har bil, så de har indtil nu måttet få nogen til at køre for sig. Jeg synes, det er dejligt, at man lige kan gå op til købmanden, fortæller Kate Hansen, der har haft sommerhus i Kramnitze i 50 år.