Købmanden er nomineret til pris

Købmand Karin Rasmussen og direktøren for købmanden, Leif Eriksen, tog imod nomineringen ved den nye kasselinje og pakkeshop. Foto: Jan Knudsen

Er nomineret til "Årets Nybygger" og husker borgerne på at handle lokalt.

Offentliggjort Sidst opdateret

ERRINDLEV I Errindlev er de stolte af deres købmandsbutik. Stoltheden blev ikke mindre mandag, da salgschefen fra Min Købmand-kæden, Bo Vilhelmsen, dukkede op i butikken.

Salgschefen havde blomster og et skilt med til ophængning. Butikken er en af tre nominerede til prisen som "Årets Nybygger" ud af "Min Købmand"-kædens 167 butikker i landet.

Det er ikke nybygger som i gamle westerns. Prisen henviser til, at butikken, som ejes og drives af byens borgere selv, er blevet moderniseret.

- De har fået grønt inventar, nye montrer til køl og frys, LED-lys i hele butikken, og så en ny kasselinje og tips-lotto-pakke-område, remsede salgschefen op.

- Her er blevet så fint, og det er især imponerende, når butikken er borgerejet, roste han.

Om det bliver Errindlev Købmandshandel, der løber med prisen, afgøres på tirsdag, når der er årsmøde i "Min Købmand"-kæden i Middelfart. Men den største pris har købmand Karin Rasmussen og direktør Leif Eriksen allerede fået.

- Det betyder rigtig meget at få anerkendelsen fra "Min Købmand". Så bliver der lagt mærke til, når vi gør noget. Vi har fået rigtig mange positive bemærkninger fra kunderne. De siger, at butikken ser meget mere moderne ud nu. Men det trængte den altså også til. Den havde set sådan ud i rigtig mange år, siger Karin Rasmussen om de mange moderniseringer.

Hun fortæller, at ombygningen har været hård at komme igennem.

Når en lille købmandshandel er ejet af byens borgere, mærkes det lidt mere, når en grøntkøler koster 40.000 kroner, et brødskab koster 14.000 kroner, og en ny pakkeshop med tips og lotto koster 100.000 kroner.

Men netop området ved kassen har været guld værd - også for medarbejderne og de frivillige.

- Nu skal vi ikke længere mase os forbi store kasser og skræve over pakker for at komme rundt deromme. Det er blevet meget, meget bedre, siger Karin Rasmussen.

Nu holder købmanden en pause med renoveringerne.

- Vi skal ikke bruge flere penge lige nu, siger direktør Leif Eriksen.

Drømmen om en ny mælkekøler, et nethyldedisplay til chokolader ved kassen og ensartede hylder i butikken må derfor lige vente, til der kommer et godt tilbud. I første omgang krydser de fingre for, at de på tirsdag kan hente prisen hjem til Errindlev.

- Vi gør jo, hvad vi kan for at have en moderne og dejlig butik. Vi håber jo, at folk husker at bakke op om, at vi har en lokal købmand. Vi kan godt mærke, at folk ikke længere arbejder hjemmefra, siger direktør for Errindlev Købmandshandel Leif Eriksen om købmandshandlen

Foto©Jan Knudsen 2021-11-01 Min Købmand i Errindlev er blevet nomineret af Dagrofa til pris Foto: Jan Knudsen