KOM OG PLUK

Træerne bugner med kirsebær, og godsejer håber mange vil komme forbi og plukke. Foto: Ingrid Riis

Det er et fantastisk kirsebærår i år. På Frederiksdal er man ved at drukne i de små mørke surkirsebær også kaldet Stevnsbær.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Kom og pluk – Men skynd jer, det er kun i denne uge.

Opfordringen kommer fra godsejer og vinavler Harald Krabbe på Frederiksdal.

Modsat sidste år, hvor kirsebærhøsten var katastrofal lille, bugner træerne i år.

- Vi skal selv bruge 200 tons i vores vineri, men der er omkring 300 tons i overskud, og vi kan ikke blot sætte produktionen op, så vi håber, at mange i denne uge vil benytte tilbuddet om at komme og plukke løs.

- Vi har forsøgt at afsætte bærrene andre steder, men også i Sydeuropa har der været overproduktion af bær i år.

Herhjemme bliver der ikke som tidligere produceret almindelig konsum kirsebærlikør, så der er ingen afsætningsmuligheder.

I en del år, har det været tradition, at Frederiksdal inviterer til selvpluk, af overskydende bær.

- Der kommer flere og flere og plukker fra år til år. Men i år har vi faktisk brug for, at rigtig mange kommer, og plukker.

Harald Krabbe er i kontakt med konsulenter og sit netværk, som måske kan finde en løsning på, hvad den store overproduktion kan bruges til. Men endnu er der ingen løsning under opsejling.

Findes der ikke en løsning eller afsætningsmuligheder, får bærrene lov at falde til jorden og indgå som gødning.

Der er selvpluk på Frederiksdal denne uge med.