Kom ud til store naturoplevelser

Skovrider Jacob Palsgaard Andersen og projektleder Lea Hjælmø ved de nye velkomstskilte i Søholt Storskov. Tre steder i landet bliver de nye velkomstskilte introduceret, og bliver det en succes, er det tanken, at alle Aage V. Jensen Naturfonds steder skal have lignende skilte. Foto: Claus Hansen

- Nogle steder er naturen en kulisse for de aktiviteter, som man ønsker at foretage sig. Hos Aage V. Jensen Naturfond ønsker vi gæster, der kommer og besøger os for naturens skyld, siger skovrider.

Offentliggjort Sidst opdateret

SØHOLT I oktober 2019 købte Aage V. Jensen Naturfond 1.130 hektar natur af Søholt Gods, men det er først nu, at man som gæst kan se, at det store skovområde har fået nye ejere. 15 steder er der opsat nye skilte, hvor gæsterne bydes velkommen til store naturoplevelser.

Hos fonden er gæster i naturen nemlig vigtige, for kender man naturen godt, passer man bedre på den. Pludselig får den en værdi for dem, som besøger området.

- Nogle steder er naturen en kulisse for de aktiviteter, som man ønsker at foretage sig. Hos Aage V. Jensen Naturfond ønsker vi gæster, der kommer og besøger os for naturens skyld, siger skovrider Jacob Palsgaard Andersen fra fonden.

- Vi har ikke indrettet os efter et publikum, der er til ekstremsport som eksempelvis kørsel på mountainbikes. Til gengæld må man meget gerne færdes på stier og veje i skovene.

Projektleder Lea Hjælmø står bag den nye skiltning, som fonden foreløbig introducerer i tre naturområder. Det var naturligt, at Søholt Storskov skulle være et af de tre, da man slet ikke havde sin egen skiltning i området. Efterfølgende bliver projektet evalueret, og vender tommelfingeren opad, vil det blive rullet ud på de øvrige 28 ejendomme, som Aage V. Jensen Naturfond ejer.

Skiltene bliver sat op på store pæle lavet af FSC-certificeret egetræ. Det betyder blandt andet, at det kommer fra områder, hvor der ikke fældes mere træ, end skoven kan nå at reproducere, og hvor der tages hensyn til truede arter og beskyttede områder.

- Pælene står i meget fugtig jord, og det har også haft betydning for valget af egetræ, fortæller Lea Hjælmø.

Mens nogle adgangsveje ind i skoven får store skilte og kædeafspærring, er der andre steder måske blot piktogrammer. Det afhænger af, hvor befærdet området er.

Af adgangsreglerne fremgår det, at skovens gæster skal have mulighed for at få store naturoplevelser og nyde roen i skoven. Hvor der i mange skove kun er adgang fra solopgang til solnedgang, er der mere åbent på fondens ejendomme. Her kan man færdes fra klokken fem om morgenen til en time efter solnedgang.

- Der er rigtig mange fantastiske naturoplevelser ved at færdes i skoven, inden solen er stået op, og det er synd, hvis man ikke kan få dem, siger Jacob Palsgaard Andersen, der håber, at mange vil nyde den smukke natur i Søholt Storskov.

HedeDanmark står for arbejdet med at montere de nye velkomstskilte, som skal bores 90 centimeter ned i jorden, hvor de fæstnes med cement. Foto: Claus Hansen
Skovrider Jacob Palsgaard Andersen med den nye velkomsttavle i Søholt Storskov, hvor gæsterne bliver budt indenfor til store naturoplevelser og mulighed for at nyde roen. Foto: Claus Hansen