Kommunen er sikker: - Vi kan godt rumme eleverne

Byskolen i Nakskov er klar til at tage imod elever fra Horslunde Realskole. Foto: Google Street View

Byskolen i Nakskov står til at overtage størstedelen af Horslunde Realskoles elever. Sektorchef fra kommunen forsikrer, at Byskolen er gearet til det.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tirsdag offentliggjorde Lolland Kommune planen for de mange skoleelever, der er omfattet af skolelukningerne i Horslunde.

Eleverne tilbydes at starte på Byskolen i Nakskov, som bliver distriktsskole for området. Og selvom der er tale om op mod 100 nye elever til Byskolen, så forsikrer sektorchef for Skole og Dagtilbud i Lolland Kommune, Espen Fossar Andersen, at skolen er gearet til de mange nye elever.

- Vi kan godt rumme de elever, der kommer fra realskolen. Byskolen er en stor skole, som har den fysiske kapacitet. Der er også en ekstra matrikel, som huser indskolingen, fortæller Espen Fossar Andersen.

Reelle elevtal ukendt

Han understreger, at det reelle antal elever, der starter på Byskolen, fortsat vil være ukendt lidt endnu, da det frie skolevalg giver forældrene mulighed for at indskrive deres børn i andre skoler.

- Der er nogle elever, der allerede har indskrevet sig på andre folke- og privatskoler. De resterende elever kan vi godt rumme, siger Espen Fossar Andersen.

Der er allerede 23 elever, der har søgt og er indskrevet i Søllested Landsbyordning pr. 1. februar. Stenoskolen har tilbudt at undervise og føre 12 9.-klasse-elever til eksamen, og Stormarksskolen har også fået mange henvendelser. Desuden har nogle få allerede søgt og fået plads på Byskolen.

- Vi får overblik i løbet af tiden efter generalforsamlingen, siger han med henvisning til den generalforsamling, Horslunde Realskoles bestyrelse holder 29. januar.

Derfor kan han heller ikke fortælle, om der skal oprettes nye klasser på Byskolen for at holde alle klasser nede på det tilladte antal elever. Derfor er det samtidig også fortsat uvist, hvor mange flere lærere, der skal ansættes på skolen.

- Lige meget hvad skal vi nok få løst det, siger sektorchefen.

Brobygning

Espen Fossar Andersen fortæller, at man den næste tid vil bruge ressourcer på at forberede Horslunde Realskoles elever på skoleskiftet.

Blandt andet er Byskolens leder, Betina Siegvardsen, på besøg på Horslunde Realskole tirsdag eftermiddag.

- Jeg synes, en af de vigtige ting er, at vi har et fokus på de børn, som indtil for nylig troede, de skulle gå på realskolen. At tage hånd om de børn er rigtig vigtigt, så vi skal sørge for, der kommer en god overlevering og god brobygning til et nyt sted, siger Espen Fossar Andersen.

I dag går der 446 elever på Byskolen, men der har været en del flere tidligere. Ifølge tal fra Børne- og Undervisningsministeriet var der i skoleåret 2016/17 604 elever indskrevet på skolen i Nakskov.