KOSTER 4,2 MILLIONER KRONER AT FLYTTE TO FORENINGER
Både Skibs- og Søfartsmuseet og Peter Freuchen Selskabet ønsker at blive genhuset i Klostergade 22. Foto: Jan Knudsen
Jan Knudsen
Udgiften for at flytte to snart hjemløse foreninger er et anlægsønske for 2023.
NAKSKOV: Det vurderes at ville koste 4,2 millioner kroner at renovere og indrette bygningen Klostergade 22 i Nakskov til nyt domicil for Peter Freuchen Selskabet og Skibs- og Søfartsmuseet i Nakskov.
Det orienteres medlemmerne af fritids-, kultur- og folkesundhedsudvalget om på det ordinære møde torsdag.
Begge foreninger bliver hjemløse i forbindelse med at Nakskov 2030 skal renovere og indrette Havnebygningen i Nakskov til nye aktiviteter. Så de to foreninger skal genhuses. Marineforeningen ønsker derimod at blive i de lokaler, den har i Havnebygningen, og ifølge Nakskov 2030 er det muligt, da man ikke skal bruge deres lokale på anden sal.
I den kommunale forvaltning har man undersøgt forskellige muligheder for genhusning af foreningerne og er kommet frem til, at det er muligt at flytte de to foreninger til det gamle bibliotek i Klostergade 22, som i dag står tomt.
Håber på hurtig renovering
For at kunne huse foreningerne, er det dog nødvendigt med en renovering. Kommunale Bygninger har udarbejdet et økonomisk skitseforslag, der viser en estimeret samlet omkostning på 4,2 millioner kroner. Udgiften til renoveringen er med i kataloget for anlægsønsker til 2023.
Både Skibs- og Søfartsmuseet og Peter Freuchen Selskabet har tilkendegivet overfor kommunen, at de er meget positive overfor at flytte til Klostergade 22, og sagtens kan se en fremtid for foreningerne i bygningen.
De ser det som en fordel, at begge foreninger får til huse i Klostergade 22 og kan se gode muligheder for samarbejde mellem de to foreninger, lyder det videre på dagordenen for udvalgsmødet.
Et overlap
Foreningerne håber, at renoveringen af Klostergade 22 kan gå i gang hurtigst muligt, så de kan flytte direkte fra Havnebygningen til Klostergade, så de ikke skal have deres museumsgenstande opmagasineret.
Direktøren for Nakskov 2030, Tim Jeppesen, oplyser til Folketidende, at renoveringen af Havnebygningen forventes igangsat midt på året i 2023.
- Så der kan komme et overlap, hvor foreningerne må lade deres effekter stå pakket ned i papkasser og lade dem være opbevaret et andet sted, siger Tim Jeppesen.
Så der kan komme et overlap, hvor foreningerne må lade deres effekter stå pakket ned i papkasser og lade dem være opbevaret et andet sted.
Tim Jeppesen
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker