Krigerisk Rusland giver travlhed i hjemmeværn

Flyverhjemmeværnet eskadrille 233 Lolland-Falster har været på flere skarpe bevogtninger, siden Rusland gik i krig mod Ukraine, fortæller eskadrillechef Hans Mouszynski. Foto: Flyverhjemmeværnet eskadrille 233

- Vi har brug for rigtig mange folk. Jo flere vi får, jo bedre er det, siger chef for eskadrille 233 Lolland-Falster.

Offentliggjort Sidst opdateret

HOLEBY Krigen i Ukraine og Ruslands provokerende militære adfærd har også haft betydning for hjemmeværnet i Danmark.

Derfor søger flyverhjemmeværnets eskadrille 233 Lolland-Falster nu flere medlemmer.

- Eskadrille 233 kan godt mærke, at der har været en større efterspørgsel efter os i år. Vi har deltaget i flere skarpe indsættelser - blandt andet som følge af det, der er sket i Rusland-Ukraine, forklarer eskadrillechef premierløjtnant Hans Mouszinsky.

En skarp indsættelse er en opgave, som ikke er en øvelse.

- Det er ramme alvor. Her taler vi primært bevogtningsopgaver. Men hvad de har bestået i, kan jeg ikke fortælle, siger han.

Eskadrille 233 er derfor ude med et facebookopslag, som søger nye medlemmer.

Flyverhjemmeværnet laver mestendels bevogtningsopgaver og yder støtte til flyvevåbnet.

- Det kan være, hvis der er en helikopter eller et fly, der må sikkerhedslande. Det kan være, hvis flyvevåbnet har aktiviteter i et område, eller hvis der er noget udstyr eller et midlertidigt militært område, der skal bevogtes.

Flyvevåbnet hører til på Flyvestation Karup, hvor F16-flyene holder til. Men mange af flyvevåbnets helikoptere kigger forbi Lolland-Falster Airport.

- Ofte skal de bare ned og tanke. Men skal de være her i en uge som følge af bevogtning, øvelser eller eftersøgninger, så er det os, der sørger for at bevogte, siger Hans Mouszynski, der forventer flere og flere bevogtningsopgaver, mens konflikten med russerne står på.

Erfaring og god kondi

Eskadrillechefen er især på udkig efter nye medlemmer, der har erfaring fra hjemmeværn eller værnepligt og en god kondi.

- Man skal kunne klare mosten. Har du ikke været i forsvaret før, skal du gennemføre grunduddannelsen først. Der går det ikke, at man er en sofakartoffel. Man skal kunne gå. Man skal kunne bevæge sig, siger Hans Mouszinsky.

Når flyverhjemmeværnets folk er ude på bevogtningsopgaver, går de en del kilometer med våben, udrustning og materiale.

Omvendt skal man ikke bekymre sig om tidsforbruget, siger eskadrillechefen, der vil indkalde ansøgere til en informationsaften.

- Folk tror, de skal bruge mange timer. Men når grunduddannelsen er færdig, er man maks. indkaldt 24 timer om året. Jeg vil så sige, at så snart man kommer ind og ser alt det sjove og spændende, vi laver, og oplever vores sammenhold, så er de fleste interesseret i mere end det.

Eskadrillechefen forklarer, at man ikke melder sig til at skulle i væbnet aktion.

- Det er en anstrengt periode, vi er inde i. Men vi er ikke ude i, at vi er på vej i krig. Vi har blot brug for flere folk, som tiderne er.

Hjemmeværnseskadrille 233 Lolland-Falster har base i Sakskøbing og på Lolland-Falster Airport ved Holeby.
Eskadrillechef er premierløjtnant Hans Mouszynski, der også er kendt som flyvepladsleder på Lolland-Falster Airport. Der er cirka 35 i eskadrillen nu.
Hjemmeværnet i Danmark er delt i tre: hærhjemmeværnet, marinehjemmeværnet og flyverhjemmeværnet. Hjemmeværnseskadrille 233 Lolland-Falster hører under sidstnævnte.
Flyverhjemmeværnet har hovedbase på Flyvestation Karup og i Vordingborg.
Flyverhjemmeværnet støtter primært flyvevåbnet og hjælper ved at bevogte og sikre de danske flyvestationer og lufthavne.
Derudover hjælper flyverhjemmeværnet politiet med eftersøgninger, naturkatastrofer og i andre krisesituationer samt stiller med mandskab, fly og materiel til uddannelse og øvelser.