Krigsskibs-byggeri i Rødbyhavn? Nu melder forsvarsministeren ud

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) melder nu ud om hans syn på muligheden for, at Rødbyhavn kan blive hjemsted for byggeri af krigsskibe. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Lolland Kommune og Femern Belt Development har lobbyet for, at elementfabrikken og flydedokkerne bruges til byggeri af krigsskibe. Den plan kommenterer forsvarsministeren nu.

Offentliggjort Sidst opdateret

"Måske fik vi lagt skibsbyggeriet lige lovligt hurtigt fra os. Tiden er en anden. Vi skal til at bygge igen."

Sådan sagde statsminister Mette Frederiksen (S) for nylig i sin 1. maj-tale - en måned efter at hun havde mødtes med borgmester Holger Schou Rasmussen i Maribo og blandt andet drøftet, hvor i landet der er plads til at bygge krigsmateriel.

Her byder Lolland sig til med en kommende stor erhvervspark, der hvor Femern-tunnelen er ved at blive bygget. Og fra Lolland Kommune og Femern Belt Development presses der på for, at Rødbyhavn kommer i brug som et sted, hvor der kan bygges krigsskibe.

Femern Belt Development har blandt andet haft foretræde for Folketingets transportudvalg for at fortælle om mulighederne for at bygge krigsskibe i Rødbyhavn, og det fik efterfølgende transportudvalget til at bede forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) kommentere sagen.

Afhænger af grundlag

Det har han nu gjort, og han lægger ud med at konstatere, at regeringen og en række andre partier er enige om at styrke den danske flåde og har indgået en delaftale om en flådeplan. På den korte bane indebærer planen investeringer, der skal styrke Forsvarets opgaveløsning til søs.

"På den længere bane skal der investeres i yderligere kapaciteter, herunder luftforsvarsfregatter og arktiske skibe, der vil styrke Forsvarets sømilitære kampkraft samt opgaveløsningen i Arktis og Nordatlanten", svarer han videre og forklarer, at den slags anskaffelser kræver et andet beslutningsgrundlag, som skal bygge på en større undersøgelse af blandt andet tidsplanen, økonomien og muligheden for at samarbejde med Nato-allierede.

"Hvorvidt erhvervsområdet ved Rødbyhavn kan anvendes til bygning af nye orlogsskibe, vil afhænge af indholdet af beslutningsgrundlaget. Det er ambitionen, at en høj grad af produktionen skal ske i Danmark med henblik på at styrke den danske produktionskapacitet med øje for, at både hastighed i forhold til anvendelse og forsyningssikkerhed er vigtigt for Forsvaret", svarer han.

Det er ambitionen, at en høj grad af produktionen skal ske i Danmark.

Troels Lund Poulsen (V), forsvarsminister

Tyskere kan bygge

På rådhuset i Maribo kvitterer borgmesteren for svaret.

- Jeg ser ikke ministeren i sit svar udelukke Rødbyhavn som muligt sted for byggeri af fregatter til den danske flåde, siger Holger Schou Rasmussen (S) og åbner for, at det ikke nødvendigvis er et dansk firma, der skal bygge krigsskibene:

- Beslutningsgrundlaget er vigtigt, men det er det også, hvem der skal bygge skibene. Hvis det er tysk viden og knowhow, som skal stå for opgaven, tænker jeg, vi geografisk ligger rigtig godt placeret. Det vigtigste for mig er dog, at havn og anlæg, som staten selv ejer, bliver bragt i spil til fremtidens opgaver. Om det er off-shore, skibe eller andet, er ikke vigtigt.