Kritik af politiet: Lod voldsmænd løbe

En fuldstændig meningsløst og vanvittigt overfald på en gruppe medarbejdere på vej fra en firmafest ender tilsyneladende ustraffet for de unge mennesker, som begik overfaldet.

Entreprenør Lars Lindhardsen var forleden sammen med sine medarbejdere og hans teenagedatter på vej fra en privat fest og videre i byen i Maribo, da en gruppe unge mænd råbte dem an ved Maribohallerne, fortæller Folketidende onsdag.

De valgte at ignorere tilråbene, men de unge mænd var åbenbart i byen med det ene formål at slås, så kort efter blev en af entreprenørens medarbejdere slået med en flaske i ansigtet, så han fik en lang, dyb flænge.

Voldsmændene stak derefter af, men blodtørsten var åbenbart ikke slukket, for kort efter vendte de tilbage igen med forstærkning, og en af dem trak en lang kniv og truede Lars Lindhardsen med, at han ville skære halsen over på ham. Derefter fik han et slag i ansigtet.

En af hans ansatte ringede efter politiet, som efter adskillige opkald endelig dukkede op. Og mens politiet var på stedet, kom voldsmændene kørende forbi i en bil.

Men selvom de blev udpeget af ofrene, gjorde politiet ikke noget for at standse dem, fortæller Lars Lindhardsen til Folketidende.

Hos politiet i Nakskov kan man se af døgnrapporten, at man rykkede ud til en voldsepisode, men ikke, at der skulle være indgivet nogen anmeldelse.
Det har ikke være muligt for avisen at få en nærmere kommentar fra politiet.




Unge mænd begik vanvittigt overfald i Maribo, men ofrene føler ikke, at politiet tog sagen alvorligt.

Offentliggjort Sidst opdateret