Kritiserer Vejdirektoratet for "massiv lysforurening": - Det er overkill

En sådan, massiv lysforurening, som de nye master vil medføre, er ikke i orden i et så særligt og fint kulturmiljø, der er fredet, mener ejerne og Halsted Kloster Godskontors konsulent, Niels Peter Schack-Eyber. Foto Marianne Knudsen

Vejdirektoratet har rejst 11 høje lysmaster i Halsted.

Offentliggjort Sidst opdateret

I oktober kom grevinde Jytte Frijs kørende mod sin bopæl, hovedbygningen på Halsted Kloster, og opdagede, at Vejdirektoratet var ved at sætte en høj lysmast op lige i indkørslen til en af godsets 15, fredede udlejningsboliger i Halsted.

Det var ved Gl. Kro - lige overfor Halsted kirke. Masten er siden, efter godsets klage, blevet fjernet igen og flyttet, men der er også skudt 11 høje lysmaster op ved den vestlige indkørsel til Halsted by og helt ind til Halsted Kirke.

En sådan, massiv lysforurening er ikke i orden i et så særligt og fint kulturmiljø, der er fredet, mener ejerne og Halsted Kloster Godskontors konsulent, Niels Peter Schack-Eyber, der tager sig af godsets ejendomme.

Revner i glansbilledet

- Hidtil har det været unikt at komme kørende igennem den her julekalender, som Halsted er. Ved alle andre byer ligger der en tankstation eller en dagligvarebutik ved indkørslen. Her har glansbilledet med klosteret, kirken og de fredede, gule bygninger været bevaret, fremhæver Niels Peter Schack-Eyber, der tilføjer:

- Halsted, med 15 fredede bygninger lige ved siden af hinanden, er helt speciel. Noget lignende finder du kun i Ribe og så i en gade i Møgeltønder.

Ved indkørslen til Halsted fra vest - altså når man kommer fra Nakskov eller Tårs - er landbrugsarealet op til Ullerslevvej desuden fredet for at beskytte Halsted Kirke. Men langs statsvejen, Rute 9, op til det fredede areal, står de fleste af de nye, høje lysmaster nu.

- Vejdirektoratet hævder, at en statsvej ikke er fredet. Men hvad skal vi så med en sådan arealfredning for at beskytte helhedsindtrykket, spørger Niels Peter Schack-Eyber.

Ingen forudgående dialog

- Vi har den største forståelse for trafiksikkerhed, men det er ærgerligt, at et sådan projekt designes, og masternes sættes op uden forudgående dialog. Vi vil gerne sammen med Vejdirektoratet og andre relevante myndigheder finde en alternativ lys-løsning. Det kunne være væsentligt færre, lavere lysmaster - for projektet i Halsted er overkill - og eventuelt også master i en anden farve.

Halsted Kloster har henvendt sig til en masse forskellige instanser i sagen og har blandt andet opfordret Lolland Kommunes Teknik- og Miljømyndighed til, at projektet sættes på pause, indtil Slots- og Kulturstyrelsen, Fredningsnævnet og Museum Lolland-Falster har haft mulighed for at forholde sig til vejprojektet.

Halsted kan blive design-model

Niels Peter Schack-Eyber sidder i bestyrelsen for foreningen Historiske Huse, der arbejder for ejerne af de fredede og bevaringsværdige bygninger i Danmark:

- Måske kunne Halsted gå forrest som generator for fremtidens lys- og sikkerhedsdesign, når det gælder de skrøbelige bygningsmiljøer med væsentlig kulturhistorisk værdi, foreslår godsets konsulent.

Halsted Kloster har ikke fået nogen reaktion fra Vejdirektoratet, hvor den medarbejder som Folketidende får oplyst, skal tage sig af sagen, har været syg.

- Vi skal selv som ejere passe på de fredede bygninger, parken og arealet. Det er en daglig udfordring, og så er det utroligt, at de - staten - bare knalder de her grimme master op, siger Jytte Frijs.

- Ja, og så 11 master. To havde kunne gøre det, tilføjer Niels Peter Schack-Eyber.

Folketidende formoder, at anlægget i Halsted er betalt af "Pulje til etablering af fysiske byporte ved overgang mellem land og by, anlæg af midterheller med forsætninger, fysisk og visuel indsnævring af kørebane, hævede flader med vejbelysning med videre."