Kritisk truet græshoppe fundet på Lolland
Billedet viser græshoppen, som blev fundet i Saksfjed Vildmark.
Saksfjed Vildmark/Hempel Fonden/Free
En truet græshoppe, som i Danmark kun lever på Bornholm, er set på Lolland i naturområde
En kritisk truet og blåvinget ørkengræshoppe, som i Danmark normalvis kun ses på Bornholm, er blevet set i Saksfjed Vildmark på Lolland.
Det oplyser Hempelfonden, der ejer Saksfjed Vildmark.
Fundet blev gjort af naturformidler Jens Thorving Andersen, som fortæller, at han skyndte sig at stoppe op for at fotografere græshoppen.
Han mener, at fundet viser, at det er muligt at gøre noget positivt for biodiversiteten.
- Det her fund, som jo er en sensation, er en bekræftelse i, at når vi giver plads tilbage til naturen og lader den udfolde sig på sine egne præmisser, så kan vi opleve mirakler, som det her jo i virkeligheden er, siger han til Ritzau.
Selv om den blåvingede ørkengræshoppe også har et levested på Bornholm, er den i tilbagegang ifølge Jens Thorving Andersen.
- Når man er kritisk truet, er man millimeter fra at uddø i nærmeste fremtid, og det er den blåvingede ørkengræshoppe, siger han.
Græshoppen kan blive 13 til 29 millimeter lang. Den findes typisk i varme og tørre områder i det sydlige og det centrale Europa.
Ifølge naturformidleren er der tale om en habitatspecialist, som stiller store krav til sine levesteder.
Krav, som han mener, at Saksfjed Vildmark godt kan leve op til.
- Det, vi kan tilbyde den nede i vildmarken, er store arealer med vilde heste, der går rundt og holder landskabet åbent, så den kan få varmt blottet sand. Det er lige præcis det, som den har brug for, siger han.
Jens Thorving Andersen formoder, at græshoppen har fundet vej til Lolland fra Tyskland. Blåvingede ørkengræshopper flyver godt, og de kan derfor godt krydse Femern Bælt.
Naturformidleren og hans kolleger skal nu undersøge, om der er flere blåvingede ørkengræshopper i området.
- Vi skal ud målrettet og kigge efter den på de strækninger, som er oplagte til arten. Så vi går ud og tæller, forklarer han.
Saksfjed Vildmark er et område på 775 hektar på det sydlige Lolland.
Hempelfonden har et mål om at genoprette naturen i området og skabe ny viden om, hvordan det er muligt at sikre større biodiversitet på tidligere produktionsarealer.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned