Krydstogtskib kommer til Nakskov på grund af krig

Krydstogtskibet har plads til 150 gæster. Arkivfoto: Anders Knudsen

Nakskovitterne kan snart overvære et stort nyt skib i havnen. 81 meter lange "MS Nordstjernen" kommer nemlig til byen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er flere år siden, Nakskov Havn havde besøg af et krydstogtskib.

Norske "MS Nordstjernen" kommer 22. maj til byen, det oplyser Nakskov Handel og Erhverv på Facebook.

- Nakskov har meget at byde på - en smuk middelalderby, en flot havn og en havnefront, der er tæt forbundet med handelsgaderne, hvilket er en sjælden oplevelse, som ikke ses i mange andre byer, siger Peter Dan Petersen, formand for Nakskov Handel & Erhverv.

Det 81 meter lange skib har plads til 150 passagerer og forventer at ankomme i havnen omkring klokken 08.00.

Vi håber at kunne etablere kontakt med flere krydstogtsrederier.

Peter Dan Petersen

Allerede om aftenen sejler skibet videre omkring klokken 21.00.

Krigen

De seneste 10 år er Østersøen blevet et populært rejsemål for krydstogtskibe, især St. Petersborg var populær at besøge.

Efter Putins angrebskrig mod Ukraine søger krydstogtskibene mod nye destinationer, det er derfor, at "MS Nordstjernen" nu kommer til Nakskov.

"Nakskov Havn, med sit store potentiale for mindre skibe op til 150 meter, er i en fremragende position til at tiltrække flere krydstogtskibe fremover," oplyser Nakskov Handel og Erhverv.

Organisationen håber, at krydstogtskibet vil aflede flere positive effekter på byen. Både handel og turisme regner den med vil opleve et positivt skub.

- Vi håber at kunne etablere kontakt med flere krydstogtsrederier, siger Peter Dan Petersen.