Kun få vender hjem til Lolland
Holger Schou Rasmussen sætter sin lid til, at en hurtigere infrastruktur vil gøre Lolland mere attraktiv som bosætningskommune for dem, der engang flyttede fra øen for at uddanne sig. Foto: Ingrid Riis
Ingrid Riis
Mangel på arbejdspladser holder eksil-lollikker fra at vende tilbage, siger borgmester.
LOLLAND Mange unge forlader fødeøen Lolland for at tage en uddannelse i København, og desværre vender mange af dem ikke tilbage igen, når uddannelsen er taget, og det er tid til at stifte familie.
Det viser en ny opgørelse fra Momentum, der er Kommunernes Landsforenings blad. Opgørelsen har fokuseret på det antal af 35-årige, der er flyttet tilbage til hjemstavnskommunen igen efter at have forladt den.
Kun 10,3 procent af de 35-årige fraflyttere er vendt tilbage til Lolland igen. Det placerer Lolland på en 89. plads ud af de 98 kommuner. Til sammenligning har topscoreren Syddjurs 21,1 procent tilbageflyttere.
I bunden repræsenteres de fattige "udkantskommuner" af Lolland, Langeland og Morsø.
- De er kendetegnede ved generelt at have svært ved at få tilflyttere og især dem med en uddannelse, som en del jo vil være flyttet væk for at få. Derfor kan de have svært ved at trække bysbørnene hjem, siger professor ved Institut for Byggeri, By og Miljø på Aalborg Universitet Hans Skifter-Andersen til Momentum.
Det er også det problem, Lollands borgmester, Holger Schou Rasmussen (S), peger på.
- Det overrasker mig ikke. Det her hænger sammen med vores mangel på uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser til akademikere. Hvis de har taget en akademisk uddannelse i København, har de jo ikke noget at vende tilbage til, siger borgmesteren, der håber på hjælp til at få skabt flere akademiske jobs i kommuner som Lolland.
At kommuner som Nyborg og Syddjurs kommuner placerer sig i toppen af undersøgelsen, skyldes god infrastruktur, så familierne kan arbejde i storbyer som København og Aarhus, mens de bor i billigere boliger i oplandet.
Lige her håber Lollands borgmester, at den nye infrastruktur sammen med det øgede fokus på hjemmearbejdspladser kan hjælpe Lolland i fremtiden.
- Med den nye placering mellem to metropoler og en langt hurtigere infrastruktur på både tog og motorvej kan det jo være, at billedet ændrer sig. Det er klart, at hvis man skal bruge 80 minutter på at komme fra Rødby til Nykøbing, nytter det jo ikke noget. Men en time og et kvarter i tog fra Holeby til København, så begynder det at ligne noget, siger han.
Seneste artikler
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet