Kunsten at indfange både mennesket og majestæten

Anne Gyrite Schütts tegning af dronningen er kommet på forsiden af et tillæg til B.T. Foto: Jan Knudsen

Lokale Anne Gyrite Schütt har portrætteret dronning Margrethe.

Offentliggjort Sidst opdateret

NORRE Hvordan tegner man dronningen? Alle kender jo Margrethe, har set hende afbilledet tusindvis af gange og har en holdning til hende.

Den udfordring stod tegner Anne Gyrite Schütt fra Norre med, da dagbladet B.T. bad hende portrættere majestæten, nu hvor hun fylder 80 år i dag.

- Hvis man bare malede et landskabsbillede, var der ingen, der ville hænge sig i det. Man ved, det skifter efter årstiden og belysningen, og ingen hæfter sig ved, om der er en gren her eller der. Men en person, alle kender til ..., beskriver Anne Gyrite Schütt udfordringen.

Selv følger hun som så mange andre danskere med, når dronningen hvert år ved nytår taler til nationen. Og hun har respekt for hende.

- Jeg synes, hun er en meget værdig dronning, når nu vi har den slags. Hun er jo meget passioneret og engageret, og der er ingen tvivl om, at hun har viet sit liv til den rolle med stort engagement i vores historie og kultur. Jeg har respekt for hendes arbejde, siger hun og tilføjer, at hun gerne med kunstnerisk kvalitet har villet indfange både majestæten og mennesket Margrethe.

Anne Gyrite Schütt har tegnet adskillige skitser, inden hun nåede frem til den tegning, B.T. har fået. Foto: Jan Knudsen

Et forlegent smil

Som retssags-tegner har hun portrætteret forbrydere som Peter Madsen, Britta Nielsen, Kundby-pigen og sygeplejersken fra Nykøbing. Opgaver, der stiller særlige krav til tegneren, som ikke kan instruere den portrætterede og måske kun har få øjeblikke, hvor "modellen" sidder på den rette måde.

Den måde at arbejde på har hun haft god nytte af i arbejdet med portrættet af dronningen, hvor hun har benyttet majestætens nylige corona-tale fra tv som forlæg.

Her har hun valgt at bruge øjeblikket, hvor dronningen opfordrer danskerne til at holde afstand og passe på.

- Det bliver meget formanende, men også på en menneskelig måde, hvor hun bringer sig selv i spil med en holdning og et forlegent og lidt undskyldende smil. Der er en dobbelthed, og det, synes jeg, er kommet meget godt med.

For at fange netop det øjeblik har Anne Gyrite Schütt trukket på erfaringen fra retssalene.

- Jeg laver en slags reportage i min streg og har lavet det i reportagestil med friske, lette streger, siger hun og tilføjer, at hun elsker at få udfordringer som den her.

- Jeg er vant til at leve på kanten og har i hele mit liv sagt ja til de vildeste udfordringer, siger hun og mindes, hvordan hun som 24-årig påtog sig at tegne 80 portrætter på to dage - og gennemførte det.

- Jeg vil gerne være en, der tør og gør sådan noget. Og det har jeg gjort.

Anne Gyrite Schütt har portrætteret dronningen for B.T. i anledning af dronningens 80-årsfødselsdag. Foto: Jan Knudsen
Anne Gyrite Schütt har portrætteret dronningen for B.T. i anledning af dronningens 80-årsfødselsdag. Foto: Jan Knudsen
Anne Gyrite Schütt har portrætteret dronningen for B.T. i anledning af dronningens 80-årsfødselsdag. Foto: Jan Knudsen
Anne Gyrite Schütt har portrætteret dronningen for B.T. i anledning af dronningens 80-årsfødselsdag. Foto: Jan Knudsen