Kvinde bliver millionær i Nakskov: ”Det er kraftedeme løgn!”

Ejerne af Nybro Kiosken, Brian og Winni Molsing, kan endnu en gang bryste sig af at have solgt et lod med million-gevinst. Foto: Varelotteriet

For nylig blev en kvindes dag med garanti en million gange bedre, da hun blev ringet op af en kioskindehaver. Han kunne nemlig fortælle, at hun nu kan kalde sig for millionær. Det er ikke første gang, kioskejeren har solgt et million-lod fra kiosken i Nakskov.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er de dage, man bare aldrig glemmer.

Sådan en dag havde en kvinde i sidste uge, onsdag den 24. juli, med statsgaranti.

Det, hun mistænkte for at være et opkald fra en sælger, viste sig i stedet at være det måske bedste opkald, hun nogensinde har fået.

Hun lod den ringe første og anden gang, men da det samme nummer ringede for tredje gang, kunne hun ikke lade være med at svare opkaldet.

"Det er kraftedeme løgn"

Nogenlunde sådan her forløb opkaldet:

”Det er Brian.”

”Hvem i alverden er Brian?” svarede kvinden forundret.

”Brian fra Nybro Kiosken i Nakskov. Jeg vil bare sige tillykke. Du har vundet en million.”

”Det er kraftedeme løgn!” udbrød hun.

Det var på ingen måde løgn. Efter at have spillet i Varelotteriet i over 10 år lykkedes det endelig kvinden at hive topgevinsten på en million kroner.

Anden millionær

Brian fra telefonsamtalen er Brian Molsing, der har kiosken sammen med sin kone, Winni Molsing, bliver aldrig træt af at overbringe så gode nyheder til kunderne.

Faktisk er det anden gang, et Varelotteriet-lod solgt fra Nybro Kiosken udmønter sig i milliongevinsten på de syv år, kiosken har forhandlet lotteriet.

- Det er altid fantastisk at glæde en vinder, siger Brian Molsing glad i en pressemeddelelse fra Varelotteriet.

Gevinsten giver kiosken mulighed for at hænge en stor, grøn check op i biksen som bevis på, at der endnu en gang er solgt et millionlod fra Brian Molsings kiosk. Og den kommer til at hænge der længe.

- Vi regner med, at checken kommer til at skabe noget opmærksomhed. Det gjorde den sidste gang, den kom op at hænge, lyder det fra Brian Molsing.

Og hvad skal den heldige kvinde bruge sin gevinst på?

Pengene skal bruges til at glæde familie - og måske til et nyt tag på sommerhuset, har hun fortalt til Varelotteriet.