LA-kandidat: - Sig undskyld og brug flere penge på børn
Martin Mickey Christensen (LA) har spurgt byrådet, hvorfor der blev givet næsten en halv million kroner til nogle hytter, som han synes, minder mistænkeligt meget om et hotel. Foto: Anna C. Møhl
Anna C. Møhl
Martin Mickey Pedersen stiller spørgsmål om lovligheden i kommunalt tilskud til vandrehjemshytter ved Maribo Hallerne.
Martin Mickey Pedersen, der er aktiv i Liberal Alliance, indtog en noget usædvanlig rolle, da han til det seneste byrådsmøde fik taletid foran politikerne. Som borger i Lolland Kommune benyttede han sig af sin ret til at stille spørgsmål til byrådet.
Martin Mickey Pedersen retter sit skyts mod et seks år gammelt tilskud til Maribo Hallerne. Dengang bevilgede byrådet penge til at etablere syv sekspersoners hytter for at kunne tilbyde overnatning, når der er træningslejre. Han mener, at tilskuddet er ulovligt, da han opfatter hytterne som billige hotelværelser.
Som et billigt hotelværelse
- Det har vist sig, at hytterne er udstyret med private bad- og toiletforhold, og faciliteterne bruges udelukkende af lejerne. Det svarer i praksis til, at man lejer et billigt hotelværelse, siger han.
Borgmester Holger Schou Rasmussen (S) svarer, at kommuner har mulighed for at yde lovlig støtte til vandrehjem.
I 2021 afgjorde Ankestyrelsen, at støtten var ulovlig, fordi standarden kan sammenlignes med et billigere hotel eller kro - blandt andet fordi hytterne har eget bad og toilet. Siden afgørelsen har Lolland Kommune holdt møder med styrelsen.
Hvis Ankestyrelsen når frem til, at støtten er ulovlig, er det vanvittig uansvarligt at bruge skatteborgernes penge på den måde.
Martin Mickey Pedersen
- Det er min vurdering, at et markant flertal i byrådet anser den ydede støtte til vandrehjemmet både var og fortsat er lovlig, siger borgmesteren.
Politikersnak
Martin Mickey Pedersen er mildest talt ikke imponeret over borgmesterens svar.
- Jeg synes, jeg fik et politikersvar. Hvis Ankestyrelsen når frem til, at støtten er ulovlig, er det vanvittig uansvarligt at bruge skatteborgernes penge på den måde, siger han.
Han synes hellere, at Lolland Kommune skal bruge flere penge på sårbare børn og unge.
- De 458.000 kroner repræsenterer en betydelig pulje af skatteborgernes penge, som potentielt kunne have været anvendt til andre formål med endnu større samfundsnytte. For eksempel støtte til børn og unge med vanskeligheder og handicap. Som far til en søn med infantil autisme oplever jeg personligt, hvor let denne gruppe overses, fordi de ofte kræver ekstra ressourcer, siger Martin Mickey Pedersen, der synes, byrådet skal sige undskyld til skatteborgerne.
Sagen om støtte til hytterne ligger fortsat hos Ankestyrelsen.
Seneste artikler
DMI-prognose viser over 30 grader på Lolland
Sejlere ærgrer sig: Broåbning udskudt
Det gamle Danmark vækker minder om deres egne lande
Efter omdiskuteret ansættelse: Lokale SF'ere reagerer
Facebook ramt af nedbrud
Mest læste artikler
Politiet advarer bedragere: - Vi skal nok få fat i jer!
Til salg-skiltet er borte: Nu er der nyt om milliondyr villa
Her er den nye købmand: - Vi har store planer for Nykøbing
Lolland stikker af på boligmarkedet: Så meget er huspriserne steget
Lastbil ramte bro i Maribo