Lalandias maskotter fejrede jubilæum med smølfefar

Showmanden Johnny Reimar er far til Monky Tonky showet på Lalandia. Derfor blev han fejret, da Monky Tonky underholdt de mindste for 2500. gang torsdag eftermiddag. Foto: Jan Knudsen

Selveste Johnny Reimar besøgte torsdag jubilæet for det show, han har skrevet, da Monky Tonky på Lalandia fejrede sit show nummer 2500.

Offentliggjort Sidst opdateret

LALANDIA: Han står bag ørehængere som "Jeg ville ønske mig en tyrolerhat" og "Sik'n fest vi har haft nu i nat", og drager stadig land og rige rundt for at underholde især de ældre generationer med disse.

Men i Lalandia har Johnny Reimar fat i de helt unge, og det har han haft i 19 år. Entertaineren står bag badelandets underholdningsshow for de mindste Monky Tonky showet. Og torsdag var han derfor på visit, da det 2500. show af slagsen løb over scenen - til lige så udelt begejstring blandt børn og barnlige sjæle, som det første show fik for 19 år siden.

Fik ideen på Bakken

Dengang i 2003 havde Lalandia sine maskotter Monky Tonky og Hr. Plys, der gik rundt i Lalandia. Monky Tonky og veninden Maja uddelte - ligesom i dag, masser af varme, bamsede knus til de mindste gæster, men var ellers tavs. Ved et besøg på Bakken, fik Hr. Plys (med det borgerlige navn Niels Lærkegaard Pedersen, red.) dog en idé.

- Jeg var inde på bakken og så de her bakkepiger, som var maskotter og sang nogle sange. Det var Johnny Reimar, der havde skrevet dem. Derfor skrev jeg til ham og spurgte, om ikke han kunne lave sådan noget for os, fortæller Hr. Plys.

Børnene hilste på Johnny Reimar, som selv har haft sine børnebørn med nede og se Monky Tonky showet. Nu har han oldebørn, som elsker at blive underholdt. Foto: Jan Knudsen

Johnny Reimer var allerede dengang en erfaren herre udi børneunderholdning. Mange af de poder, som i dag sidder og klapper og synger med, har forældre, der kan huske smølfeshowet, som Johnny rejste rundt med i 1980'erne, Mummitroldene eller Rasmus Klump showet, som han også står bag.

Johnny skrev en række sange, der var enkelte og relaterbare til Lalandia.

- Sådan nogle børnesange skal være enkle, og så skal de helst indeholde noget, børn ved, hvad er. Eksempelvis har vi en sang om at bade uden badebukser... og det må man jo ikke her, griner Johnny Reimar.

Sådan nogle børnesange skal være enkle, og så skal de helst indeholde noget, børn ved, hvad er.

Johnny Reimar, entertainer og manden bag Monky Tonky showet i Lalandia

Jubilarer inden i

Johnny selv er stemmen bag Monky Tonky, mens sangerinden Gry (som mange vil kende fra rejehoppet i "Kloden drejer" i Melodi Grand Prix") er Maja.

Nu er Monky Tonky og Maja jo aber, som elsker at spise bananer og synge sange. Normalt bemandes de to elskede krammebamser af unge Lalandia-ansatte, men i jubilæets anledning var de første Monky Tonky og Maja fra showet 14. august 2003 - Katrine og Pernille, vendt tilbage. Pigerne er nu selv mødre til unger, der har elsket Monky Tonky og Maja. De glædede sig over, at bamsedragterne, som netop var blevet vasket i jubilæets anledning, stadig passede. Foto: Jan Knudsen

Inden i bamserne var der også to jubilarer. Katrine og Pernille, som dansede det første show som 15-årige Lalandia-ansatte i 2003, var vendt tilbage til badelandet og kostumerne i dagens anledning. De er nu begge mødre med egne børn, som elsker Monky Tonky.

- Kostumerne passer da stadig, selv om vi har spist mange bananer siden dengang, grinede de inde fra varmen.

Johnny har virkelig skrevet noget, der holder. Vi har shows tirsdag, torsdag og lørdag klokken 17, og der er fyldt op hver gang.

Hr. Plys (Niels Lærkegaard Pedersen), entertainer på Lalandia

Hr. Plys er stadig sig selv med guldsko og stribede bukser. Niels har aldrig misset et show, fordi han var syg. Og teksterne sidder da også på rygraden.

- Vi har indspillet en del sange, så Niels har noget at vælge imellem, så showet kan veksle lidt, forklarer Johnny Reimer, der blev hyldet på scenen, inden han drog videre.

En ekstra overraskelse

Sine 78 år til trods tager Johnny Reimar stadig ud og underholder, så torsdag aften skulle et selskab på Frederiksberg høre alle de gode gamle hits med tyrolerhatten og nattefesten.

Monky Tonky showets rygrad er en række for-indspillede sange, som Johnny Reimar og Gry har indsunget. Der er så indlagt pauser, så Hr. Plys også kan være med. Foto: Jan Knudsen

- Jeg er vel ude i gennemsnit en gang om ugen. Det er så dejligt at se gensynsglæden i folks øjne, se hvordan de lyser op. Jeg har gjort det her, siden jeg var 15 år. Og når man stadig ser plejehjemsbeboere komme op af stolen og danse kædedans, når man synger, så får man det godt, siger Johnny, der nu kan tage sine oldebørn med og se Monky Tonky Show på Lalandia.

Her var der også masser af livsglæde, og der blev også danset og sunget og klappet, da Hr. Plys, Monky Tonky og Maja indtog scenen for at underholde de yngste. Og for sådan en lille purk kan 2500-shows-jubilæum godt være svært at forstå.

- I dag runder vi Monky Tonky Show nummer 2500, fortalte Hr Plys på scenen, og forældrene reagerede prompte med klapsalver.

- Wooow!

Monky Tonky gav masser af kram og gratis is i anledning af sit show nummer 2500. Foto: Jan Knudsen

Børnene var mere begejstrede for de varme Monky Tonky abe-kram, som med garanti har rundet langt mere end et 2500-jubilæum og de gratis is, der blev delt ud som en ekstra overraskelse i anledning af Monky Tonkys store dag.

Monky Tonky og Maja fik blomster og gaver, men desværre ikke nogen bananer, skønt alle jo ved, at det er Monky Tonkys absolut største kærlighed.