Landmand får medhold i klage over nedsat tilskud

Billedet her er fra en svinestald i Jylland og altså ikke fra det omtalte produktionsanlæg ved Søllested. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix/arkiv

Landbrugsstyrelsen gjorde ikke sit arbejde godt nok, konkluderer Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Offentliggjort Sidst opdateret

SØLLESTED En landmand fra Søllested fik mandag medhold i en klage over Landbrugsstyrelsen. Sagen handler om, at Landbrugsstyrelsen havde besluttet at nedsætte et tilskud, landmanden var blevet tilkendt.

Landmanden var i 2013 blev tilkendt et tilskud på 40 procent af udgiften til at etablere et miljøvenligt produktionsanlæg til dyrehold. Anlægget skulle reducere lugt, emissioner, vandforbrug eller næringsstoffer og ville koste 5,3 millioner kroner - med en støtte på 40 procent havde landmanden altså udsigt til at få 2,1 million kroner fra den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne, ELFUL.

Men da landmanden i 2015 anmodede om at få pengene udbetalt, stejlede Landbrugsstyrelsen, som i 2016 besluttede, at den kun ville udbetale en reduceret del af tilskuddet. Styrelsen mener nemlig ikke, at landmanden havde levet op til kravene. Mere præcist begrundede Landbrugsstyrelsen beslutningen om at reducere tilskuddet ned, at landmanden ikke havde dokumenteret, at han havde indhentet mindst to underhåndsbud på arbejdet.

Dermed var der ikke tilstrækkelig sikkerhed for, at elarbejde for 377.000 kroner, vvs-arbejde for 435.000 kroner og totalentreprise for 4.371.000 kroner ikke kunne have været udført billigere. Styrelsen besluttede derfor at udregne tilskuddet, som om priserne havde været 25 procent lavere, og dermed fik landmanden 518.000 kroner mindre udbetalt, end der ellers var givet tilsagn om.

Overimplementering

Det ville landmanden ikke acceptere, og i en klage efterlyste han, at Landbrugsstyrelsen konkret begrundede, hvorfor den mener, at projektet ikke har været konkurrenceudsat som krævet. Efter flere års sagsbehandlingstid sendte Landbrugsstyrelsen så i december 2020 en ny afgørelse, hvor konklusionen dog var den samme.

I den nye afgørelse begrunder Landbrugsstyrelsen nedsættelsen af tilskuddet med, at tilbudslovens kapitel to er blevet overtrådt. Men den afgørelse klagede landmanden over til Miljø- og Fødevareklagenævnet, for han mener ikke, at der gælder noget krav om, at projektet er omfattet af udbudsloven.

Når Landbrugsstyrelsen har stillet det som et krav, er der derfor efter landmandens opfattelse tale om en retsstridig overimplementering af EU's landdistriktsforordning. I den forbindelse indvender landmanden også, at der ikke var tale om en totalentreprise, men en byggestyring.

Miljø- og Fødevareklagenævnet går ikke i sin afgørelse ind i spørgsmålene om, hvorvidt der er tale om det ene eller det andet, eller om projektet er omfattet af udbudsreglerne.

I stedet har nævnet set på, om Landbrugsstyrelsens afgørelse lever op til forvaltningslovens krav om en begrundelse. Det gør den ikke, for der er ikke anført en hjemmel - altså en henvisning til en konkret paragraf. Og det er så væsentlig en fejl, at Landbrugsstyrelsens afgørelse dermed bliver ugyldig.

Derudover giver Miljø- og Fødevareklagenævnet også landmanden ret i et andet kritikpunkt. Som der står i nævnets afgørelse:

"Nævnet konstaterer (...), at styrelsen ikke nærmere i afgørelsen har begrundet styrelsens opfattelse af, at projektet ikke har været konkurrenceudsat som krævet. Nævnet finder dermed, at afgørelsen ikke indeholder en fornøden kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som styrelsen har tillagt væsentlig betydning for afgørelsen om manglende overholdelse af tilbudslovens krav om to underhåndsbud for de udførte opgaver."

Se på sagen igen

Nævnet konkluderer også, at den mangelfulde begrundelse "udgør en risiko for rigtigheden af afgørelsens resultat". Og nævnet ophæver dermed Landbrugsstyrelsens afgørelse og hjemviser sagen til fornyet behandling.

Dermed skal styrelsen se på sagen igen, men klagenævnet bemærker, at det ikke nødvendigvis betyder, at styrelsen skal nå frem til et andet resultat.