Lastbiler på 32 tons er på vej: Lodsejere vil være med til at opfinde den dybe tallerken

Den 32 ton tunge Vibro-truck sender mærkbare vibrationer ned i undergrunden for at se, om der er basis for et CO2-lager nær Rødby. Foto: Anna C. Møhl

40.000 små mikrofoner placeres på Sydlolland for at finde ud af, om CO2 kan lagres i undergrunden.

Offentliggjort Sidst opdateret

Forestil dig, at der på mere end 800 meters dybde er geologiske lag i den sydlollandske undergrund med form som en kæmpe dyb tallerken på hovedet.

Geologiske undersøgelser skal vise, om der under den dybe tallerken på det sydlige Lolland kan opbevares CO2. For at finde ud af, om det landbaserede CO2-modtageanlæg kan ligge nær ved Rødby, skal undergrunden undersøges ganske nøje.

Langt de fleste lodsejere, som er blevet spurgt, om de vil lægge jord til de geologiske undersøgelser, har sagt ja.

Projekt Ruby

Undersøgelsen kaldes Projekt Ruby og gennemføres i samarbejde med danske geoeksperter fra Geo og det franske selskab Smart Seismic Solutions.

De franske eksperter er allerede i fuld sving med at placere 40.000 geofoner - en slags mikrofoner - på marker i det sydlollandske landskab. De røde cirka 10 centimeter høje geofoner stikkes ned i jorden og indsamler data fra vibrationerne, som er dannet af vibro-trucks. Vibrationerne reflekteres i undergrunden og giver oplysninger om undergrundens faktiske forhold.

Hvem står bag?

  • Bag Projekt Ruby står CarbonCuts A/S og Nordsøfonden (staten).

Tre kæmpe lastbiler kommer snart til at køre rundt på asfaltvejene. De 32 ton tunge lastbiler, der kaldes Vibro-trucks, sænker deres stødpuder og i løbet af godt 18 sekunder stiger antallet af hertz fra fem til 100. Det er ved de lave frekvenser, at man tydeligt kan mærke vibrationer under fødderne. Den  foretager øvelsen tre gange hvert sted, før den kører 10 meter frem og gentager.

Hvordan fungerer et CO2-lager?

  • CO2en pumpes ned i brønde minimum 800 meter ned i undergrunden. Det skal gøres et sted med en velegnet bjergart som sandsten, der har mange forbundne porerum, som CO2en kan fordele sig i. Ovenover skal der være et tykt lag af uigennemtrængelige bjergarter som for eksempel lersten, så CO2en bliver i lageret.
Kilde: Kilde: GEUS

- Undersøgelsen er en helt afgørende del af Project Rubys indledende geologiske undersøgelser. Vi skal finde ud af, om Sydlollands undergrund har de nødvendige geologiske forudsætninger til at lagre CO₂ sikkert og permanent. Bekræfter undersøgelsen dét vi allerede ved, nemlig at undergrunden ser meget egnet ud til at lagre CO₂, vil Rødby-området kunne bidrage væsentligt til at reducere Danmarks CO₂-udledning, siger Charlotte Laurentzius, som er ansvarlig for undersøgelsen og Exploration Manager hos CarbonCuts.

Hun var sammen med en håndfuld medarbejdere fra CarbonCuts og Smart Seismic Solutions forleden i Holeby, hvor de forklarede lokale borgere om projektet og viste, hvordan de tre Vibro-trucks kan sætte gang i vibrationerne.

Vi skal finde ud af, om Sydlollands undergrund har de nødvendige geologiske forudsætninger til at lagre CO₂ sikkert og permanent.

Charlotte Laurentzius, Exploration Manager hos CarbonCuts

Tager flere år

Om to til tre år er det 200 kvadratkilometer store areal undersøgt, data analyseret og så vil det vise sig, om Rødby skal lægge undergrund til et CO2-lager frem for at sende det ud i atmosfæren.

Nær Rødby kan der ifølge nye undersøgelser formentlig lagres 35 millioner ton CO2. Placeringen nær Rødby betyder nem adgang til transport af CO2-fangst til vands og på skinner.

Hvis de geologiske undersøgelser bekræfter, at det tykke lerlag er tæt, kan en placering på Lolland blive aktuel.