Lisbeth er rystet og frygter for sine børns trivsel: - De knækker sammen psykisk

Lisbeth Fuglesang Andersen er mor til to voksne børn, der bruger Klub Skovbo i Nakskov. Efter hun hørte om lukningen, har hun været ude at samle underskrifter ind for at stoppe processen. På kort tid lykkedes det hende at få 80 til at skrive under. Foto: Palle Nevad Frandsen

Som led i Lolland Kommunes store spareplan bliver klub under Center for Handicap lukket, men det kan få alvorlige konsekvenser for brugerne, advarer Lisbeth Fuglesang Andersen, der er mor til to af brugerne.

Offentliggjort Sidst opdateret

Da Lolland Kommune tidligere på året vedtog budgettet for det kommende år, blev en lang række af spareforslag samtidig blåstemplet. Et af de steder hvor politikerne har valgt at lade sparekniven snitte, er i Klub Skovbo i Nakskov. Klubtilbuddet under Center for Handicap bliver lukket, og en lang række af aktiviteter bliver fjernet for borgerne.

Der er en risiko for, at han bare kommer til at sidde hjemme og så rammer det ham hårdt, og han vil kunne blive meget ensom.

Lisbeth Fuglesang Andersen

Lukningen ryster Lisbeth Fuglesang Andersen, der er mor til to voksne børn, som med stort udbytte er kommet i klubben. De er kommet i Klub Skovbo om onsdagen, hvor den er forbeholdt unge under 30 år.

Lisbeth Fuglesang Andersens 23-årige datter Anja kæmper med blandt andet angst og adhd, og er derfor ikke en pige, der bare går en tur i byen med veninderne. Hendes to år yngre bror Brian har ikke været meget for at åbne sig overfor andre.

Deres mor er helt sikker på, at situationen ville have været meget anderledes, hvis ikke Anja og Brian havde været med i Klub Skovbo. De ville ikke have fået den personlige udvikling, og de ville have været foruden en masse venskaber, som klubben har givet dem.

Frygter ensomheden

Uden klubtilbuddet i Nakskov frygter Lisbeth Fuglesang Andersen for sine børns trivsel.

- Jeg er bange for, at de bare ender med at sidde hjemme med den samme flok venner, og at de ikke kommer ud og møder andre unge.

Især er hun bange på sin søns vegne. Han vil nemlig gerne flytte hjemmefra og have sit eget sted. Det kræver hjælp fra bostøtter, men her vil klubben være en hjælp.

- Der er en risiko for, at han bare kommer til at sidde hjemme og så rammer det ham hårdt, og han vil kunne blive meget ensom.

Nedlukning var psykisk hård

De gode fremskridt som datteren har gjort, kan også være spildt, mener hendes mor. Hun så en kedelig udvikling, da alt var lukket ned under coronapandemien.

De blev på diskoteket i yderligere tre timer sammen med helt almindelige unge, og det ville de aldrig have gjort, hvis ikke de havde været en del af Klub Skovbo.

Lisbeth Fuglesang Andersen

- Det var meget tydeligt, hvordan det tappede hende psykisk, at hun ikke kunne komme ud, og jeg er bange for, at det vil ske igen. Så skal jeg igen til at samle min pige op, slår Lisbeth Fuglesang Andersen fast. Lukningen af Klub Skovbo gør hende både sur, vred og ked af det.

Alt var ellers begyndt at gå rigtigt godt, og da Klub Skovbo for kort tid siden holdt diskotek for de unge brugere, oplevede Lisbeth Fuglesang Andersen, hvor meget hendes to børn er blevet styrket af at komme i klubben.

Blev på diskoteket

Nok fik brugerne af Klub Skovbo lov til at bruge diskoteket, hvor det var lukket for andre gæster, men da dørene blev slået helt op, blev hendes børn på diskoteket sammen med to andre unge fra klubben.

- De blev på diskoteket i yderligere tre timer sammen med helt almindelige unge, og det ville de aldrig have gjort, hvis ikke de havde været en del af Klub Skovbo.

Hun tror, at Lolland Kommune har forregnet sig, da besparelsen ved lukningen blev gjort op.

- I yderste konsekvens kommer det her til at koste dem mange penge, fordi brugerne i stedet for knækker sammen psykisk, og får brug for mere hjælp. Det er for dårligt, at det altid skal gå ud over de svageste i samfundet.