Livemusik afløste æbleskiverne

Inden gymnasterne indtager gulvet, skal der lige sprittes af, også selv om det er juleafslutningsdag, og ikke alt er, som det plejer. Foto: Ingrid Riis

Motionsholdet fik en anderledes juleafslutning - med levende musik.

Offentliggjort Sidst opdateret

STOKKEMARKE Normalt plejer motionsholdet fra Stokkemarke Gymnastikforening at træne sammen, men sådan har det ikke været i denne sæson. Damerne er delt i to hold for at gøre det hele mere coronasikkert. Det kan dog give udfordringer - i hvert fald når der skal julehygges.

Tidligere har det været sådan, at holdet samles efter årets sidste træning og hygger med gløgg og æbleskiver. Så kan der snakkes, og inden folk går hjem, ønsker de hinanden god jul og godt nytår. Men det går ikke, når coronarestriktionerne forbyder større forsamlinger. Holdet vil nemlig overstige forsamlingsloftet på 10 personer.

Derfor måtte instruktør Charlotte Nielsen tænkte kreativt. Hun havde i anden sammenhæng mødt musikeren John Wismarch og fik en idé om at hyre ham ind til årets sidste træningsaften. Så kunne han spille for begge de hold, som i dag udgør motionsholdet.

Bestyrelsen i gymnastikforeningen bakkede op, og derfor blev der gjort store øjne, da der stod lydanlæg, og en guitarist midt mellem højtalerne, da damerne trådte ind i Stokkemarkehallen i går eftermiddags.

Det var ikke, fordi der var gjort de store forberedelser på forhånd fra Charlotte Nielsen. Hun havde givet John Wismarch to sange, som han gerne måtte spille, resten valgte han.

- Jeg har aldrig før spillet til gymnastik, kun til dans. Men det skal nok blive sjovt, sagde han, inden han slog tonerne an til "Bjældeklang", som var aftenens første stykke musik,

På det tidspunkt havde holdets damer fået sprittet hænder og var begyndt at gå rundt i hallen som opvarmning, men knap var de første toner slået an, før alle havde fundet takten.

Snart gik det op på tå, og så på hælen, og med arme og ben strakt, bøjet eller ud til siden. På holdet handler det ikke om at kunne være med på det hele, men bare om at gøre det så godt, man kan. Alderspræsidenten er 85 år, og selv om hun ikke kunne være med på årets sidste træning, kom hun med champagne og chokolade til de andre.

Der er plads til flere på begge motionshold, når de begynder efter nytår, fortæller Charlotte Nielsen, men selv om livemusikken er et hit, bliver det næppe et fast indslag.

Motionsholdet finder hurtigt rytmen ude på gulvet, og instruktør Charlotte Nielsen er hurtig til at finde kommandoerne, som skal følges, hvis man kan. Foto: Ingrid Riis
Der skal være plads til julehyggen, men i år kunne motionisterne ikke hygge ligesom de andre år. Foto: Ingrid Riis
Hov, hvorfor står der en musiker midt i hallen. Gymnasterne vidste ikke, at de skulle træne til levende musik. Foto: Ingrid Riis
På motionsholdet kan alle være med. Man finder bare sit eget tempo og gør det så godt, man kan. Foto: Ingrid Riis
Musiker John Wismarch har aldrig før spillet til gymnastik, men nu er det også prøvet. Foto: Ingrid Riis
Foto: Ingrid Riis
Foto: Ingrid Riis
Foto: Ingrid Riis