Livline til Femø: Flere vil være øens købmand

Måske kan folk igen frekventere købmanden i Det Gule Pakhus på havnen inden alt for længe. Siden 1. oktober har købmanden i Kragenæs bragt varer ud. Foto: Anders Knudsen

Ingen aftale er på plads, men beboerforening, der udlejer butikken, går nu i dialog med interesserede.

Offentliggjort Sidst opdateret

FEMØ Lokale på Femø skal måske ikke vinke farvel til deres købmand. Inden mandagens deadline for bud på forpagtningen har tre budt ind, fortæller formand i Femø Beboerforening Ulrik Andreasen.

Foreningen udlejer butikken og har siden i sommer håbet, der kunne findes en ny lejer. Da opsagde de seneste forpagtere deres aftale efter to år, da økonomien ikke hang sammen.

Med et spinkelt kundegrundlag overvejede foreningen, om der skulle laves en anderledes model for butikken, hvilket blev vendt på et beboermøde med femøboerne.

Derfor er buddene en sten fra formandens hjerte.

- Det er sgu da en lettelse. Vi havde talt om risikoen for, at der ikke var nogen, der meldte sig, så vi er glade for, det er gået anderledes, siger han og betoner købmandens betydning:

- Det er vigtigt for os at få en ny høker, det er bragende vigtigt for dem, der bor her, for turister og turistindtægter om sommeren, så det er altafgørende, at vi laver en løsning, siger han.

I alt tre bud på at føre butikken videre er modtaget. Mandag formiddag trak en sit bud tilbage, da den personlige økonomi ikke rakte. Tilbage står nu to bud, hvoraf det ene er fra et par på øen, mens det andet kommer udefra.

Beboerforeningens Høkerudvalg står for processen og mødes søndag for at se på buddene. Derefter er planen at gå i dialog med de aspirerende købmænd for at se på mulighederne. Formanden mener, der er gode chancer for, at købmanden kan leve videre.