Lokal Lotto-gevinst på 10,6 millioner

Lolland-Falster er måske et udkants-område på andre punkter. Men når det gælder evnen til at hente milliongevinster i Lotto eller Joker, må Sydhavsøerne siges at være noget nær Danmarks midtpunkt.

Lørdagens lotto-trækning magede sig sådan, at kun én spiller havde alle syv tal rigtige - og vinderkuponen er købt hos Claro-kiosken i Østergade i Nakskov, oplyser Danske Spil.

Det er anden gang i løbet af en måneds tid, at Lotto-millionerne daler over Nakskov. Sidst var præmien på 8,3 millioner kroner. Men Falster kan nu også være med. Inden for samme periode er en milliongevinst i Lotto og en stor milliongevinst i Joker blevet vundet på kuponer, købt på Falster.

Den aktuelle gevinst blev vundet på et såkaldt C-system 24-24, oplyser Danske Spil. Den nyslåede mangemillionær har så vidt vides ikke meldt sig endnu.




Weekendens førstepræmie i Lotto-spillet på 10.579.512 kroner er vundet på en kupon købt i Claro-kiosken i Nakskov.

Offentliggjort Sidst opdateret