Lokal-tv: Pinsemission løber med stats-tilskud

Holeby Lokal-tv mener at Pinsemissionen "malker" den pulje af statspenge, der er sat af til støtte af lokalt ikke-kommercielt tv.

Kritikken kom frem på generalforsamlingen i foreningen bag den lokale tv-station forleden.

Puljen er i år på 35 millioner kroner. Heraf har de lokale tv-stationer, der med fællesnavnet DKNET-TV har forbindelse til Pinsemissionen, fået de fem millioner. Ambitionen herfra er at etablere 40 stationer landet over - og dermed lægge beslag på en tredjedel af puljen.

For Holeby Lokal-tv betyder det, at der bliver færre penge at lave lokalt tv for.

Konkret har stationen i år fået bevilget 223.000 kroner - og kan konstatere at de to nye stationer, DKNET-TV i henholdsvis Nakskov og Nykøbing har fået hver 270.000 kroner.

- Jeg stiller mig kritisk overfor DKNETs mulighed for at opfylde loven om at modtage tilskud, sagde Erhardt Tonnesen på generalforsamlingen.
 
Her henviste han til vejledningen om statstilskudene til lokalt, ikke-kommercielt tv: Der kan kun gives tilskud til stationer med en bred kontakt til lokalområdet, og som driver selvstændig programvirksomhed.






Hos Holeby Lokal-tv ærgrer stationsleder Erhardt Tonnesen sig over at skulle dele statspulje med et kristent tv-net.

Offentliggjort Sidst opdateret