Lokale borgere mindes Sheriffen: - Pludselig kunne der stå et æsel i forteltet

Jørn Jakobsen, også kaldet "Sheriffen" grundlagde Western Camp ved Kramnitze. Arkivfoto: Kim Løwenstein

Tirsdagen kom nyheden om, at Jørn Jakobsen, der skabte Western Camp, er død. Det har fået mange til at genopfriske gode minder om både Jørn Jakobsen og campen.

Offentliggjort Sidst opdateret

"Sheriffen er død". Sådan lød en del af overskriften til en nyhed her på folketidende.dk i går, tirsdag.

Artiklen handler om, at grundlæggeren af Western Camp i Kramnitze, Jørn Jakobsen, er gået bort i en alder af 90 år.

Jørn Jakobsen var i mange år kendt som sheriffen på Western Camp, og i den forbindelse har hans vej krydset mange andre menneskers. En del af dem mindes Jørn Jakobsen med anekdoter i kommentartråden på Folketidendes facebookside.

Og der er mange, som har gode minder om sheriffen og hans camp på Sydlolland.

- Jeg har arbejdet på Western Camp i nogle år, og hold op det var en sjov arbejdsplads, som jeg stadig tænker på. Jørn var et fantastisk menneske og altid glad og passioneret. Jeg har ofte tænkt på, hvad der blev af Jørn og Vivi, efter de solgte Western Camp fra og har nu fået svar, skriver Samira Shawket.

Henrik Friis husker Jørn Jakobsen for en masse røverhistorier og ikke mindst for den gode idé om at åbne Western Camp:

- Jørn kom altid i vores butik i Nordlunde og handlede. Min far og han sad tit og fortalte hinanden røverhistorier, den ene mere overdrevet end den anden, men for faen han var altid en hyggelig fyr. Han havde mange gode ideer og fik for det meste udført dem. Men Western Camp var nok den bedste af dem, skriver Henrik Friis blandt andet.

Alice Lindskov Kubiak beskriver nogle minder, der involverer æslet Charlotte.

- Det var så hyggeligt, da ham og hans kone havde Western Camp. De havde altid tid til at tale med campisterne, og det var så dejligt at se, hvor gode de var ved dyrene. Vi glemmer aldrig deres æsel Charlotte. Hun gik frit omkring, og pludselig kunne der stå et æsel i forteltet. Det var hyggelige tider, skriver hun.

Marianne Frederiksens minde om Jørn Jakobsen indeholder også elementer fra dyreriget.

- Western Camp var min første arbejdsplads, hvor jeg startede som ungarbejder i 1997 og var der i nogle år. En helt igennem passioneret arbejdsgiver, og Jørn havde altid en sjov kommentar i ærmet.

- Én af dem, man ikke glemmer, var, da min jævnaldrende kollega og jeg rengjorde nogle toiletter, og der kom en guldsmed flyvende. Hun spørger senere på dagen: “Jørn, er en guldsmed farlig?” Hvortil Jørn svarer: "Det kommer an på, hvor lang tid du har kendt ham".

Jørn Jakobsen solgte Western Camp i 2001. Han bisættes fra Dannemare Kirke på fredag klokken 11.