Lokalliste: Lolland bør satse på naturpark: - For dem er vand lige så eksotisk, som bjerge er for os

Leo Christensen opfordrer kommunen til at arbejde målrettet med naturpark-planerne for Smålandshavet. Arkivfoto: Jan Knudsen

Leo Christensen ser kæmpe potentiale i ny naturpark i Smålandshavet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Politikerne har de seneste år haft et godt øje til turismen på den lollandske sydkyst, men i fremtiden skal de måske kigge længere mod nord. Det mener byrådsmedlem Leo Christensen fra Lokallisten Lolland.

Det er den bedste investering, som vi overhovedet kan lave indenfor turisme, og den vil også understøtte arbejdet på sydkysten.

Leo Christensen

Med nyheden om, at Danmarks største nationalpark kan få sit udspring fra den lollandske nordkyst, og dække hele Smålandshavet, ser han et kæmpe potentiale for kommunen og opfordrer til, at der bliver satset stort på denne mulighed.

- Når røret til Tyskland er færdigt, så vil der være syv millioner potentielle turister indenfor tre timers kørsel, og 40 millioner indenfor syv timers kørsel. Det spændende er, at de 30 millioner bor mere end 100 kilometer fra kysten, og for dem er vand lige så eksotisk, som bjerge er for os, forklarede han på byrådsmødet før jul.

Fremragende investering

Så nok er der gennem de lollandske fyrtårnsprojekter sat gang i en udvikling af kommunens sydkyst, men Leo Christensen mener, at det også er vigtigt at kigge mod nord. Og der skal sættes midler af til at understøtte arbejdet med den mulige kommende nationalpark.

Smålandshavet kan fra 2026 blive Danmarks største naturpark, og så skal Lolland Kommune være parat til at tage imod de potentielt mange millioner tyske turister, mener Leo Christensen.  Arkivfoto: Anders Knudsen

Lokallisten Lollands byrådsmedlem ønsker, at kommunen får sat folk på udviklingsarbejdet. Enten medarbejdere fra Business Lolland-Falster eller kommunens egne. Det vigtigste er at prioritere indsatsen.

- Det er den bedste investering, som vi overhovedet kan lave indenfor turisme, og den vil også understøtte arbejdet på sydkysten. Dem, der bor på hotellerne her, vil også tage ud og opleve nationalparken, slog Leo Christensen fast.

Skal være ghettoturisme

Fordelen ved nordkystturismen er, at den ikke er afhængig af solskin og høje temperaturer. Disse turister kommer ikke for at bade, og de holder sig ikke til sommerbesøg. De vil komme hele året rundt.

Leo Christensen forklarede på mødet, at man i andre af verdens nationalparker har samlet turismen i et lille område af parken.

- Jeg kalder det for ghettoturisme, og i det område pumper man pengene ud af turisterne. Det driver faktisk resten af naturparken. For det vigtige er, at vi ikke gør en naturpark afhængig af kommunale eller statslige midler, for så bliver arbejdet ikke langsigtet nok.

Naturstyrelsen vil i 2025 lave forundersøgelse af Smålandshavet, og resultatet vil i 2026 blive forelagt partierne bag nationalparkloven, som så skal tage stilling til om Naturpark Smålandshavet skal være en realitet.